Særlige ”forbindelsesofficerer” styrker beredskabet på tværs af grænsen

I mange år har tyske og danske brandvæsener i grænseområdet støttet hinanden ved indsatser. Et delmål i projektet DanGer112 var at videreudvikle og professionalisere dette samarbejde. Blandt andet ved at opbygge et team af forbindelsesofficerer i beredskabsorganisationerne langs den dansk-tyske grænse.

Disse såkaldte “Liaison Officers” kommer fra de grænsenære brandvæsener, behersker begge sprog og skal fremover især fungere som kontaktpersoner for indsatslederne, når det gælder støtte fra nabolandet. Omkring tyve kommende forbindelsesofficerer deltog i det første pilotkursus i regi af arbejdspakken i DanGer112. Ud over at lære hinanden at kende havde pilotkurset til formål at give deltagerne et dybere indblik i strukturer, procedurer og teknik i det andet land.

Brobyggere mellem danske og tyske systemer

Forbindelsesofficerer skaber i det grænseoverskridende beredskab et glidende bindeled mellem to systemer. De forener tillid, fagkundskab og handlekraft og støtter indsatsledelserne, når det handler om alarmeringsveje, kommunikation eller inddragelse af udenlandske enheder.

Med deres sproglige kunnen, kulturelle forståelse og viden om ressourcer og taktikker på begge sider af grænsen kan de bidrage med målrettede råd – både på anmodning og gennem et selvstændigt, velovervejet tilbud om støtte. Deres deltagelse i indsatser er ikke obligatorisk, men når de er til stede, står deres ekspertise straks til rådighed, især ved større hændelser, hvor flere organisationer kan være involveret. Dermed opstår en funktion, der ikke kræver en formel særrolle, men som alligevel bygger bro, hvor grænser kan skabe operative udfordringer. For at gøre dem lettere at genkende bærer forbindelsesofficererne et særligt mærke på indsatsuniformen, som viser deres tilhørsforhold til Liaison Officer-gruppen.

Selvkørende del af grænsesamarbejdet

Efterhånden er forbindelsesofficererne blevet en fast del af det grænseoverskridende samarbejde. De organiserer på vegne af deres brandvæsener fælles uddannelsesaftener, understøtter udviklingen af alarmeringsstrukturer, bidrager til uddannelsesaktiviteter og deltager i informations- og pressearbejde. Arbejdsgruppen for forbindelsesofficererne organiserer sig nu selv, og yderligere seminarer baseret på pilotkurset – også med inddragelse af andre organisationer – er planlagt.

Læs mere om ’DanGer112’

Forbindelsesofficererne på begge sider af grænsen gør en stor indsats for at optimere beredskabernes samarbejde og indsats i det dansk-tyske grænseland.