23/01180 - Høring: Ansøgning om et kystbeskyttende forsøgsanlæg på søterritoriet ud for Strandskoven, Samsø Kommune (mellem matr. nr. 6s og 6ai Langemark By, Besser)

Kystdirektoratet har modtaget en ansøgning om tilladelse til et kystbeskyttende forsøgsanlæg på søterritoriet ud for Strandskoven på Samsø (mellem matr. nr. 6s og 6ai Langemark By, Besser).

Samsø Kommune har i partnerskab med DTU Aqua, KL, DTU MEK og Aalborg Universitet søgt om tilladelsen. Forsøget skal vise, om anlægget både har en effekt som kystbeskyttelse og som et stenrev, der kan være med til at øge biodiversiteten. Forsøgsperioden er i udgangspunktet 5 år.

Kystdirektoratet behandler sagen efter kystbeskyttelseslovens § 3 c, stk. 1, jf. § 3, stk. 5 i kystbeskyttelsesloven (LBK nr. 705 af 29/05/2020).

Vi skal vurdere, om der skal udarbejdes en konsekvensvurdering i henhold til bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet (BEK nr. 654 af 19/05/2020).

Vi skal samtidig afgøre, om projektet kræver en vurdering af virkningen på miljøet i henhold til bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (LBK nr. 4 af 03/01/2023).

Det skal bemærkes, at oplysninger i ansøgningsmaterialet er ansøgers vurdering og oplysninger, til brug for Kystdirektoratets VVM-screening. Kystdirektoratet har endnu ikke VVM-screenet projektet.

Bemærk om screening/VVM:
Vi skal bede hørings- og orienteringsparterne oplyse om eventuelt kendskab til eller vurdering af, om der er andre projekter omfattet af miljøvurderingsloven, og om der er screenet eller skal screenes, samt om projektet udløser krav om VVM. Desuden bedes oplyst om kumulative forhold, som ikke er tilvejebragt i ansøgningen.

Vi kan oplyse, at det ansøgte projekt vil finde sted ca. 4 km syd for Natura 2000-område nr. 55: Stavns Fjord, Samsø Østerflak og Nordby Hede.

Vi kan desuden oplyse, at der er kendskab til forekomst af bilag IV arten marsvin i området.

Eventuelle bemærkninger bedes indsendt senest 19. januar 2024. Henvis da venligst til j.nr. 23/01180.

Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i Kystdirektoratets sagsbehandling, og at indkomne høringssvar er omfattet af reglerne om aktindsigt. For god ordens skyld skal vi desuden oplyse, at jeres høringssvar, vil kunne optræde i Kystdirektoratets afgørelse, som blandt andet offentliggøres på vores hjemmeside. Derudover vil indkomne bemærkninger blive videresendt til ansøger.

Ansøgning - Samsø - Kystbeskyttende forsøgsanlæg

Yderligere information

E-mail: kdi@kyst.dk
Telefonnr.: +45 99 63 63 63