Der har i den sidste tid været meget utryghed forbundet med droner i det danske luftrum. Men droner er mange ting og bl.a. er de et godt dataindsamlings- og dokumentationsværktøj, der kan hjælpe os med at være bedre sikret mod voldsomt vejr.
Derfor vil et hold bestående af drone og 2-3 droneførere ved hjælp af laserteknologi undersøge, om der er uhensigtsmæssige forhold ved digernes overflade. Det kan være træer, stolper, trapper eller andet, der kan svække diget, hvis det udsættes for pres fra oversvømmelser.
”Det kommer til at tage en uges tid eller to at færdiggøre opgaven. Vi flyver kun i dagslys over udvalgte diger spredt omkring hele fjorden”, siger dronefører, Ciaran Knakkegaard Mc Loughlin, fra Opmåling hos Kystdirektoratet.
Opmålerne er synlige i landskabet
Dronen flyver maksimalt 550 meter fra fjernpiloten. Dronen flyver i maksimalt 60 meters højde. Kystdirektoratets medarbejderne er iført gule refleksveste og droneføreren bærer en refleksvest med teksten ”dronefører”. En typisk flyvning varer 15-20 minutter.
Borgere er velkommen til at tale med drone-holdet, men først når flyvningen er afsluttet, og dronen står på jorden. Hvis dronen under opmålingen kommer inden for en radius af 25 m fra en privat bolig, bliver lodsejeren informeret på forhånd via e-Boks.
Ny model til varsling af digebrud
Drone-flyvningerne er en del af et større projekt, hvor der indsamles data fra ældre diger i Danmark.
Der er foreløbigt foretaget prøveboringer i cirka 260 kilometer diger rundt i landet, hvor jord og konstruktionsmateriale fra digerne er ved at blive analyseret. Data om digernes konstruktion og dronekortlægningen af digernes generelle tilstand indgår sammen med mange andre data i arbejdet med en model, der skal forbedre muligheden for varsling af digebrud under stormflod og højvande.
For ikke unødigt at skabe bekymring om droneflyvninger, har Kystdirektoratet desuden oprettet en liste, hvor det fremgår, hvor og hvornår, der er planlagt droneflyvninger over diger eller på stranden. Læs mere her.
Du kan læse mere om Kystdirektoratets løbende opmålinger ved hjælp af droner. Læs mere her.