Borgermøde om miljøvurdering af fortsat beskyttelse af kysten ved Blåvand

Kystbeskyttelsen af strækningen ud for Blåvand i fællesaftalen mellem Varde Kommune og Staten er udløbet. Der skal nu sættes gang i en miljøvurdering forud for en kommende indsats fra 2027 til 2041. Kystdirektoratet inviterer derfor til borgermøde for alle interesserede den 13. november 2025 på Tirpitz.

Sandfodring ved Blåvand.

Den fælles aftale mellem Kystdirektoratet og Varde Kommune om beskyttelse af kysten ud for Blåvand er udløbet. Den nuværende tilladelse til at udføre kystbeskyttelse er givet på baggrund af den miljøkonsekvensrapport, der blev udarbejdet for perioden fra 2020 til 2024.

For at arbejdet med kystbeskyttelsen kan videreføres, skal der først foretages en ny vurdering af, hvordan kommende kystbeskyttelse vil påvirke miljøet. Det er det, man kalder en miljøkonsekvensvurdering.

Borgerne inddrages

“Målet med miljøkonsekvensvurderingen er at belyse påvirkninger fra kystbeskyttelsen. Hvis der er væsentlige negative påvirkninger af miljøet, vil vi tilpasse projektet for at mindske eller helt undgå dem. Det er vigtigt, at vi kommer hele vejen rundt, når vi skal afgrænse, hvilke hensyn, der skal med i vurderingen, og derfor vil vi gerne have borgernes bidrag.”

Julie Sloth Bjerrum

Projektleder i Kystdirektoratets drifts- og anlægsafdeling

Kystdirektoratet inviterer derfor alle interesserede til borgermøde på museet Tirpitz i Blåvand. På mødet vil Kystdirektoratet fortælle om det påtænkte projekt og målsætningen for sikkerhedsniveauet. Desuden vil der være orientering om kystdynamik, sikkerhed samt baggrund og proces for miljøvurderingen. Undervejs bydes der på kaffe og et stykke kage, hvorfor det er en god idé at tilmelde sig på forhånd. 

Mødet afholdes torsdag d. 13. november 2025 kl. 19.30-21.00 på Tirpitz, Tirpitzvej 1, 6857 Blåvand.

Tilmelding pr. mail til jslbj@kyst.dk senest den 9. november.

Oplæg til debat 

Som led i miljøvurderingsprocessen har Kystdirektoratet udarbejdet et debatoplæg. Her lægges der blandt andet op til debat om, hvilke konkrete hensyn til befolkning, landskab og natur, som bør indgå i planlægning og udførelse af kystbeskyttelsen. Debatoplægget kan findes på Kystdirektoratets hjemmeside under offentliggørelser: Gå til: 2025-16614 - 1. offentlighedsfase vedr. kystbeskyttelse ved Blåvand.

Proces for miljøkonsekvensvurdering og tilladelse til kystbeskyttelse

Følgende er den estimerede, forventede proces for miljøkonsekvensvurderingen. Processen strækker sig over en længere periode på grund af de forskellige skridt i sagsbehandlingen. De inkluderer bl.a. to offentlighedsfaser, hvor offentligheden kan fremsende bemærkninger.

1. offentlighedsfase, herunder borgermøde

Efterår 2025

Udarbejdelse af afgrænsningsnotat

Vinter 2025-2026

Bygherre udarbejder miljøkonsekvensrapport

2025-2027

2. offentlighedsfase

Forår 2027

Samling og vurdering af input fra offentlighedsfasen

Forår 2027

Afgørelse

Sommer 2027

Klageperiode

Sommer 2027