Høfde

Høfder er konstruktioner, der typisk er opbygget af sten, og placeret vinkelret på kystlinjen. Høfder har som primært formål at beskytte mod den naturlige tilbagerykning (erosion), der sker langs de danske kyster.

Høfders funktion

Høfderne fungerer ved, at de blokerer for det materiale, eksempelvis sand, der naturligt bliver transporteret med strømmen langs en kyst. Herved skaber de en bredere strand opstrøms anlæggene, hvor materialet samles, men samtidig en smallere strand nedstrøms anlæggene, hvor materialet mangler.

Ved på den måde at opbygge stranden reducerer høfderne tilbagerykningen på en del af kysten.

For at høfder kan få den ønskede funktion, skal de være bygget ind over stranden og helt ind til land. Dette betyder, at passage langs stranden ofte bliver vanskeliggjort.

Høfder kræver kystfodring

Når der løbende bliver tilført materiale nedstrøms høfderne ved fodring, erstatter fodringsmaterialet det sediment, som høfderne opsamler. Uden fodring vil høfderne forøge kysttilbagerykningen nedstrøms for høfderne, og stranden vil blive smallere her.

Der er forskel på høfder

Høfders størrelse og udformning afhænger af forholdene ved den kyst, hvor de bliver anlagt. Ved Vesterhavet, hvor der naturligt sker en stor tilbagerykning af kysten, er høfderne større og bredere, end de vil være på de indre kyster, hvor kysttilbagerykningen er meget mindre.

Animationsvideo

Se animationsvideoen "Kyst med høfder" nedenfor

Få mere information

Her kan du læse en uddybende beskrivelse af høfder

Hent PDF: Høfde