Vejledning til ansøgningsskema og ofte stillede spørgsmål
Fakta om puljen
Hvem kan ansøge?
- Kommuner
- Digelag i Varde, Esbjerg, Fanø og Tønder Kommuner
Hvad kan der ansøges om støtte til?
Kommunale fællesprojekter, som ligger inden for strategistrækninger, hvor der ifølge værktøjet Kystplanlægger anbefales en reduktion af risikoniveauet for erosion og/eller oversvømmelse på kort eller mellemlangt sigt, og hvor der er tale om en større sammenhængende kystbeskyttelsesindsats og helhedsorienteret løsning, som tager hensyn til omkringliggende landskab, miljø og natur, herunder biodiversitet.
Gå til Kystplanlægger.dk
Etablering eller forstærkning af diger i Vadehavsområdet.
Der er mulighed for at se strategistrækninger, hvor der anbefales en reduktion på Kystplanlægger.
Gå til Kystplanlæggers webGIS
Krav til projekter
Kravene til projekterne fremgår af bekendtgørelsen (nr. 1130 af 2. juni 2021). Der kan eksempelvis ikke ansøges om støtte til projekter, der er afsluttede på ansøgningstidspunktet. Der kan dog godt ansøges om støtte til projekter, som allerede er igangsat. Tilsagnet om tilskuddet bortfalder, hvis projektet ikke er afsluttet og dokumentation herfor indsendt til Kystdirektoratet senest fem år fra modtagelse af tilsagn.
Særligt om kommunale fællesprojekter, der reducerer en oversvømmelses- og/eller erosionsrisiko
Kommunale fællesprojekter skal ligge inden for de strategistrækninger, hvor der ifølge Kystplanlægger anbefales at reducere erosions- og/eller oversvømmelsesrisikoen på kort eller mellemlangt sigt. Hvis der er ansøgt om flere projekter/midler end tilskudspuljen rummer, foretages en samlet afvejning og prioritering ud fra de kriterier, som er anført i bekendtgørelsen.
Særligt om diger i Vadehavet
Ved ansøgninger om etablering eller forstærkning af diger i Vadehavet vil der, når der er flere projekter end midler, ske en prioritering af ansøgninger efter de kriterier, som er anført i bekendtgørelsen.
Fremdrift
For at sikre fremdrift i projekterne lægges der særligt vægt på, at kommunale fællesprojekter ved ansøgningstidspunktet er langt i processen og har stor grad af sandsynlighed for gennemførsel hurtigst muligt inden for 5 års fristen, jf. bekendtgørelsens krav. Således tilskyndes til, at projektet som minimum er så langt, at det har modtaget en udtalelse fra Kystdirektoratet efter kystbeskyttelseslovens § 2. Det betyder, at kommunen har et beskrevet projekt, som de har modtaget faglig vejledning fra Kystdirektoratet på. Projekter der ikke har opnået udtalelse på ansøgningstidspunktet efter kystbeskyttelseslovens § 2, skal i ansøgningen redegøre for, hvornår udtalelsen forventes, og der skal vedlægges dokumentation for, at projektet kan nås inden for 5-års fristen.
Naturbaserede løsninger
Kystdirektoratet vil prioritere projekter, der i særlig grad tager hensyn natur, miljø og landskab, og inkluderer det som en del af den tekniske løsning. Der ligges vægt på løsninger, der er inspireret af og understøttet af naturen og på samme tid er omkostningseffektive, leverer miljømæssige, sociale og økonomiske gevinster og understøtter opbygningen af resiliens.
Tilskudsprocent
Dokumentation for egenfinansiering skal vedlægges ansøgningen. Ved overansøgning skal Kystdirektoratet foretage en prioritering blandt ansøgningerne. Hvis der er flere ansøgninger end der er midler, så nedsætter Kystdirektoratet tilskudsprocenten til maks. 40 pct. dog maksimalt 30 mio. kr. De maksimale 40 pct. af puljen vil gælde for det samlede tilskud, som et projekt har opnået i alt i perioden 2020 til 2025. Således får flere projekter gavn af puljen, og flere projekter kan blive realiseret. De foregående år har der været overansøgning af puljen, og det er forventeligt for puljen 2025.
Hvordan kan der ansøges?
Der ansøges elektronisk via Virk.
Gå til Virk.dk
I ansøgningsskemaet på Virk vælges, hvilken projekttype, der søges tilskud til.
Der er ikke mulighed for at gemme i ansøgningsskemaet undervejs, så ansøgningsskemaet skal derfor udfyldes i én arbejdsgang.
Ansøgningsfrister
Ansøgningsrunden i 2025 har ansøgningsfrist den 2. maj 2025.
Læs mere i den gældende bekendtgørelse nr. 1130 af 2. juni 2021 om tilskud fra pulje til diger og anden kystbeskyttelse, herunder om alle vilkår for ansøgning om tilskud.
Læs mere på Retsinformation.dk.