Miljøvurdering

I forbindelse med sagsbehandlingen skal Kystdirektoratet vurdere, om et projektet kræver udarbejdelse af en miljøkonsekvensrapport, før det kan vurderes, om projektet kan tilladelses. Det er kun projekter, der er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, der skal vurderes.

Dette sker i praksis ved, at Kystdirektoratet foretager en screening af det indsendte projekt. I den forbindelse skal du, som en del af ansøgningen, indsende oplysninger om projektets potentielle indvirkning på miljøet, jf. bilag 5 i miljøvurderingsloven.

Hvis det vurderes, at det ansøgte projekt ikke vil medfører en væsentlig påvirkning af miljøet, træffer Kystdirektoratet afgørelse om, at det ansøgte projekt ikke er omfattet af krav om miljøvurdering.

Hvis det i screeningen ikke kan udelukkes, at der kan være en væsentlig påvirkning af miljøet, er projektet omfattet af krav om miljøvurdering, og der skal udarbejdes en miljøkonsekvensrapport, før Kystdirektoratet kan træffe afgørelse, om hvorvidt projektet kan tillades.

Formålet med en miljøkonsekvensrapport er at beskrive, analysere og vurdere det ansøgte projektets miljøpåvirkninger.

Miljøkonsekvensrapporten belyser de væsentlige miljøkonsekvenser og gør det muligt på den baggrund at stille vilkår til projektets udformning, så negative miljøkonsekvenser så vidt muligt undgås.

Miljøvurderingsprocessen

1. offentlighedsfase - Idéfasen:

Miljøvurderingsprocessen igangsættes ved, at Kystdirektoratet indkalder idéer og emner fra offentligheden og berørte myndigheder.

Afgrænsning af miljøkonsekvensrapport:

På baggrund af indkomne oplysninger og bemærkninger fra idéfasen udarbejder Kystdirektoratet et afgrænsningsnotat, såfremt bygherre beder om det. Notatet bekriver, hvilke forhold der skal miljøvurderes.

Miljøkonsekvensrapporten:

Med udgangspunkt i afgrænsningsnotatet udarbejder bygherren miljøkonsekvensrapporten. Rapporten skal indeholde oplysningerne jf. miljøvurderingslovens § 20 og bilag 7, samt Kystdirektoratets afgrænsningsnotat.

Miljøkonsekvensrapporten vil typisk indeholde følgende hovedpunkter:

  • Projektets fysiske udformning, anlægsmetoder m.m.
  • Mulige alternativer til det ønskede projekt/anlægsmetoder
  • Den nuværende miljøtilstand
  • Projektets påvirkninger på det omgivende miljø
  • Foranstaltninger der kan forhindre eller nedbringe skadelige virkninger på miljøet
  • Et ikke-teknisk resumé

Kystdirektoratet bruger miljøkonsekvensrapporten som beslutningsgrundlag for at vurdere, om projektet kan opnå tilladelse efter kystbeskyttelsesloven.

2. offentlighedsfase – Høring over miljøkonsekvensrapporten og udkast af afgørelse:

Ansøgning, miljøkonsekvensrapport samt udkast af afgørelse sendes i høring hos berørte myndigheder, interesse organisationer og naboer/parter og offentliggøres på Kystdirektoratets hjemmeside. Høringsfristen er mindst 8 uger.

Afgørelse:

Når høringen er afsluttet, udarbejdes der et notat over de indkomne høringssvar og der træffes endelig afgørelse efter kystbeskyttelsesloven. Denne fremsendes til bygherre og til orientering til berørte myndigheder, interesseorganisationer og naboer/ parter samt offentliggøres på Kystdirektoratets hjemmeside.

Love og bekendtgørelser

  • Miljøvurderingsloven
  • Bekendtgørelse om miljøvurdering

Læs dem her