Landskred, stormfloder og diger er kommet på mange vejlegenseres bevidsthed på grund af de seneste års vådere vejr. Derfor var 50 borgere mødt op for at blive klogere på kysten og give deres indspark i debatten om kystbeskyttelse i Vejle. Formålet med dagen var at inddrage borgernes perspektiver i udviklingen af kysterne, så både myndigheder og forskning kan blive klogere på borgernes lokale viden og perspektiver på fremtidens kystlandskaber.
Temadagen blev holdt i de smukke omgivelser ud til Vejle Fjord. Program startede med en guidet tur langs kysten med stop ved et få år gammelt landskred. Her kunne man se de stejle skrænters inderste og Kristian Svennevig fortalte om, hvordan de mange brune, gule og sorte jordlag var skabt af geologiske processer for flere 1000 år siden. Selvom det var med fascination, borgerne kiggede på de forhistoriske jordlag, var det også med stor respekt for de kræfter, der havde blotlagt dem. Mange af dem boede selv ved kysten og havde set, hvordan jordskredene markant kan ændre den kyster, man kender og bruger.
Landskred er kun en katastrofe, hvis mennesker befinder sig oven på det
Tilbage inde i varmen var der både diskussioner om, hvorfor deltagerne holdte af at bo ved Vejle Fjord og faglige oplæg.
Kristian Svennevig startede den faglige del med at fortælle om landskred. Landskred er, når jord og sten skrider ned af en skrænt og de sker oftest ved kysterne, hvor havet også eroderer kystprofilet. Han viste, hvordan geologiske måling kunne fortælle, at der oftere er landskred i de våde efterår og vintre, hvor grundvandet står højere og presser på jordlagene nedefra – og med fremtidens vådere vejr, så vil der komme flere landskred.
For de husejere, der bor ved kysterne, er landskred en trussel. Men fra geologens synsvinkel er landskred en helt naturligt fænomen, der altid har formet vores kyster. Hidtil har det foregået i et langsomt tempo, så det ikke er noget vi har været bevidste om. Det skal vi i højere grad overveje i planlægningen af fremtidens kystlandskaber, påpeger Kristian Svennevig, og derfor skal vi lære at tilpasse vores huse og infrastruktur til naturens dynamikker – og ikke omvendt.
Håbet findes i fortidens forhold til naturen
Efter Kristian Svennevig tog forfatter Peder Frederik Jensen ordet. Med sig havde han sin roman Rans Vilje, som foregår i tiden omkring den historiske stormflod i 1872, som ramte især det sydlige Lolland hårdt. I romanen ankommer en sømand til Lolland kort før stormen. Han har levet det meste af sit liv på verdenshavene og kender til havets barske luner. Med sit kendskab til naturens kræfter kan han bygge et hus, der modstår stormflodens hærgen modsat mange af de primitive boliger ved Lollands kyst. I Rans Vilje viser Peder Frederik Jensen derfor, at det er mennesket, der skal respektere og tilpasse os naturen, ikke omvendt.
I det moderne samfund har vi dog glemt, hvordan vi gør det, men med klimaforandringerne er det langsomt ved at gå op for os, at fremtidens klima er uden for vores kontrol. Ved at forstå, at vandet ikke er til at tøjle, kan vi gøre som den gamle sømand og lære at læse naturen. Pointen fra Peder Frederik Jensen til Vejles borgere var derfor, at ved at gribe tilbage til fortidens fortællinger om menneskets forhold til naturen, kan vi gentænke vores forhold til havet og den dynamiske natur.
Postkort fra 2075
Mættet med geologens og litteratens perspektiver på kysternes foranderlighed blev det deltagernes tur til at komme på bane. De fik til opgave at forestille sig, hvordan livet ved Vejle i år 2075 ser ud, når havet var steget en meter og vejret mere ekstremt, men hvor vi samtidig har lært at leve med vandet og stormfloderne. Hver deltager sendte postkortet med deres fremtidsvision videre til en anden deltager, som herefter skrev sit bud på, hvordan sidemakkerens vision kan realiseres ud fra et nutidigt perspektiv.
Postkortene blev efterfølgende samlet ind af Vejle Kommune, som vil bruge dem i deres arbejde med en kyststrategi.
Dem der havde lyst, læste deres postkort højt. Én fortalte om huse bygget på pæle og en ren og klar fjord, hvor deres børn og børnebørn kunne bade og fiske. En anden beskrev visionen om fremtidens kystzone som en fælled, en slags fælleseje, der var givet ’tilbage’ til kystnaturen og som alle kunne nyde og bruge som rekreativt naturområde.
Deres fortællinger viste et håb for en fremtid, hvor de kommende generationer har lært, at vi skal bygge og bo, hvor vandet ikke er en fjende, men et element vi lever med og noget vi værner om.
Samarbejde på tværs af lande
Arrangementet var skabt i samarbejde med Vejle Kommune og EU Interreg-projektet ClimateBlue. Resultaterne fra dagen blev efterfølgende brugt i ClimateBlue, hvis formål er, at skabe klimatilpasning med borgerne i centrum.