Den jyske vestkyst er under konstant påvirkning af bølger og strøm, hvilket medfører naturlig tilbagerykning af kysten. I tidligere tider måtte lokalbefolkningen affinde sig med udviklingen og flytte længere ind i land i takt med kystens tilbagerykning. Klitterne rykkede dog samtidigt tilbage ved sandfygning. Klitterne udgør et naturligt højvandsværn mod oversvømmelse af de lavtliggende områder, som findes langs store strækninger af Vestkysten.
Succes med sandflugtsbekæmpelse op gennem 1800-tallet betød dog, at klitternes vandring landværts blev standset. Klitskræntens tilbagerykning fortsatte med det resultat at klitternes beskyttende effekt mod oversvømmelse blev reduceret.
Statens engagement i kystbeskyttelse på Vestkysten begyndte i 1870’erne, hvor de første høfder blev anlagt ud for Bovbjerg. Senere blev høfdesystemet udbygget, så det dækker Bovbjerg-massivet og de to Limfjordstanger. Høfderne nedsætter den naturlige kysttilbagerykning, men standser den ikke helt.
Moderne kystbeskyttelse arbejder i modsætning til tidligere på naturens betingelser. Ved at erstatte den mængde sand, som ellers naturligt vil erodere, kan kysten bevares. Det sker i form af kystfodring. Enten ved strandfodring, hvor sandet pumpes direkte op på stranden eller ved kystnær fodring, hvor sandet dumpes på lavt vand.
Siden starten af 1990’erne har man årligt pumpet mellem 2 og 3,5 mio. m3 sand ind på kysten. Man har derved kunnet standse eller reducere kysttilbagerykningen alt efter hvilken målsætning, der har været for den enkelte delstrækning. På meget udsatte strækninger, hvor højvandsværnet i form af klit eller dige er meget smalt, har man suppleret med skråningsbeskyttelse, som er den ultimative sikring mod gennembrud. Men også her gælder det, at der skal være en strand foran konstruktionen for at undgå underskæring af konstruktionen.
Målet med kystbeskyttelsesindsatsen på den jyske vestkyst er at standse kysttilbagerykningen, hvor huse og infrastruktur er i fare samt at beskytte mod oversvømmelse af lavtliggende bagland. Arbejdet på vestkysten finansieres i et samarbejde mellem staten og de fire vestkystkommuner.