Fællesaftaler om kystbeskyttelsesindsatsen

Holger Toxvig, senior kysttekniker i Kystdirektoratet

- om sit arbejde med at tilrettelægge statens kystbeskyttelsesindsats.

Enorme kræfter på spil

I de mere end 40 år jeg har arbejdet med kyster, har jeg set, hvordan kysterne hele tiden forandrer sig. Der er enorme kræfter på spil i havet, der slider på kysten. Hvor det er allerværst, kan havet i gennemsnit æde helt op til otte meter af kysten om året af den jyske vestkyst. Jeg kan se forandringerne med det blotte øje, men også i de opmålingsdata vi har fra de seneste ca. 150 år. De viser udviklingen af Vestkysten fra grænsen i syd til Skagen i Nord.

Det er blandt andet disse opmålingsdata, der ligger til grund for de nye fællesaftaler, som staten har indgået med syv jyske kommuner om kystbeskyttelsen. Jeg har analyseret dataene, og vi kan tydeligt se, hvor og hvor meget kysten rykker tilbage, når havet æder af kysten. Ud fra det har vi beregnet, hvor meget sand havet fjerner fra kysten om året, og hvor meget sand vi er nødt til at tilføje, for at undgå at huse falder i havet eller, at enorme områder bliver oversvømmet.

Stormen i 1981 blev startskud for de første fællesaftaler

Stormen den 24. november 1981, glemmer jeg aldrig. Jeg var ret ny i Kystdirektoratet, og det gjorde indtryk på mig, hvor voldsomt det var. Flere steder brød havet igennem klitterne på den centrale del af Vestkysten, og huse stod under vand. Der var intet vi kunne gøre. Det stod klart, at der måtte sættes ind med kystbeskyttelse i et omfang, som de enkelte grundejere ikke kunne magte, og det blev startskuddet til de første fællesaftaler.

Jeg var med til at planlægge kystbeskyttelsen i de første aftaler, ud fra de skader stormen havde forvoldt og vores opmålingsdata. Vi støbte næsten 30 km skråningsbeskyttelse i beton og lagde store sten ud som bølgebrydere.

Siden er vores viden om kystbeskyttelse blevet meget større. Så når jeg i dag planlægger det kommende års kystbeskyttelse, består den næsten udelukkende af sandfodring, hvor sand lægges ud på stranden eller i havet tæt på kysten. Nationale og internationale studier viser da også, at det er den bedste, mest skånsomme og billigste metode i længden. Der hvor sand forsvinder, tilfører vi sand. Der er dog kun økonomi til at beskytte mennesker, huse og veje. Derfor er det blandt andet min opgave at definere, hvor det er, og hvor vi roligt kan lade havet tage nogle meter. Ud fra vores opmålingsdata og en årlig flyskanning af Vestkysten, udfærdiger jeg en handleplan for hvor meget sand, der skal lægges ud de forskellige steder.

Jeg arbejder mest ved min pc, men jeg er selvfølgelig også ude på kysten for at tjekke det hele. Det er nemlig betryggende at se en sikker kyst, der gør, at jeg kan sove roligt – også under den næste storm.