Jeg hedder Margrethe. Jeg er ansat som digitaliseringspartner i Kystdirektoratet i Lemvig. Jeg interesserer mig for den ”bløde” side af it-verdenen, det vil sige snitfladerne mellem it og teknologien, arbejdsopgaven og mennesket, der skal være klædt på til at kunne bruge teknologien til at udføre opgaven.
Jeg er født og opvokset i Lemvig Kommune, nærmere betegnet Thyborøn og Harboøre. Jeg er sproglig student fra Lemvig Gymnasium. Jeg bor nu i Harboøre sammen med min hund, Holly, som er en hvid schweizisk hyrdehund på 5 ½ år.
Brexit blev til et exit fra England
I 1997 emigrerede jeg til Storbritannien, hvor jeg har tilbragt størstedelen af mit voksenliv. De sidste 7 år i England var jeg ansat som en Learning Technologist ved the University of Gloucestershire. Det var den i den stilling, at jeg fandt ”min hylde”, karrieremæssigt.
Men pludselig så kom EU-afstemningen i 2016, hvor et flertal af britere stemte for at forlade EU. Det resulterede i Brexit, og med det kom der så også et lille M-exit tre år senere, da jeg d. 29. september 2019 ”re-migrerede” tilbage til Danmark. Det havde aldrig været planen, og det var en meget svær beslutning, men livet som EU-borger i Storbritannien efter Brexit virkede alt for usikkert.
Jeg fik tilbudt to job i Danmark – det ene i Horsens og det andet i Vestjylland - og det nemt at vælge Vestjylland, for så jeg kunne flytte tilbage til Harboøre. Jeg kunne komme hjem til rødderne – familien, klitterne og havet.
Jobbet førte tilbage til historiens vingesus og barndomsminder
Da jeg søgte stillingen ved Kystdirektoratet var det med en stor nysgerrighed efter at vide mere om det arbejde, der foregår her. Bosat så tæt ved havet og med min faste færden langs kysten i lokalområdet, har jeg observeret mange forskellige kystbeskyttelsestiltag igennem årene.
Kystbeskyttelsen har også været en fast del af beskæftigelsen i området i over et århundrede, helt tilbage til oprettelsen af Vandbygningsvæsenet, som én af mine tipoldefædre var med til at indstifte, frem til i dag, hvor én af mine nevøer sejler med et rederi, som er én af Kystdirektoratets samarbejdspartnere. Én af mine oldefædre på min mors side – Jens Hansen Knudsen – kom til Thyborøn i forbindelse med byggeriet af digerne og høfderne tilbage i begyndelsen af 1900-tallet. En anden oldefar på min fars side – Simon Bruun Jensen – arbejdede også med dige- og høfdebyggeriet og kystbeskyttelse, og samtidig var han med redningsbåden i Thyborøn i mange år. Så på mange måder er min egen slægtshistorie tæt forbundet med Kystdirektoratets historie.
Fandt roen, havet og historien i baghaven
Jeg har ikke behov for alt det, storbylivet byder på og indebærer. Det har jeg prøvet, men jeg trives bedst med de åbne vidder herude langs kysten, og de mange lange gåture på stranden, i klitterne og i skoven med min hund - det er godt for både krop og sjæl.
Der er en voksende tendens til, at koncerter, events og shows, også finder ved ud til os herude. I 18b i Harboøre har jeg oplevet koncerter med flere store danske kunstnere i et for mig helt perfekt miljø – jordnært, havnært og under en høj himmel.
Jeg nyder den ro, som havet giver mig - og jeg er vokset op med havet i baghaven, som legeplads og skueplads. De første syv år af mit liv boede vi i Thyborøn, i det hus min far og bedstefar byggede. Min far var med redningsbåden i Thyborøn det meste af min barndom, selv efter vi i 1979 flyttede op på gården, Flyvholm, udenfor Harboøre, små og 300 meter fra havet.
Stormfloden i 1981, hvor havet brød igennem diget ved Vrist og oversvømmede mange af husene i området, havde stor indflydelse på mig dengang som 9-årig - og i dag har jeg kollegaer, som arbejder med at beskytte Vestkysten mod gennembrud ved hjælp af sandfodring.
En kyst og arbejdsplads i forandring
Kystdirektoratet er uden tvivl en af de bedste arbejdspladser, jeg har haft, og det har det været fra dag 1. Vi har oplevet en del gennemgribende forandringer i løbet af det sidste års tid, og det har været ret turbulent fra tid til anden. Det er vel lidt som med kysten selv, der forandrer sig hele tiden. Der er gode dage og til tider udfordrende opgaver, men så længe man er omgivet af fantastiske mennesker, både ved årerne, ved sejlene og ved roret, så kan det ikke gå helt galt, lyder det nedtonet fra en hjemvendt vestjyde.