På baggrund af den politiske aftale har kommunerne afleveret deres ønsker til, hvad loven skal muliggøre.
Fire af kommunerne har bl.a. ønsker om anlæg på søterritoriet. Ønskerne vedrører i alt 9 lokaliteter i Køge Bugt Strandpark. Anlæg på søterritoriet kræver tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk.1.
Lovforslaget er under udarbejdelse i By-, Land- og Kirkeministeriet i dialog med Miljøministeriet og forventes sendt i offentlig høring inden sommerferien.
Med det formål at kunne muliggøre kommunernes ønsker om anlæg på søterritoriet i det kommende lovforslag vil Kystdirektoratet forud for udarbejdelse af lovforslaget hermed foretage en høring af de relevante myndigheder og offentligheden for at indhente eventuelle bemærkninger til de udvalgte zoner.
Kommunernes ønsker er på nuværende tidspunkt ikke detailplanlagt. Der foretages derfor en høring om de angivne zoner, som kommunerne ønsker reserveret. Det vil betyde, at zonerne spærres for anden anvendelse indtil udformningstilladelse er givet.
Kystdirektorat skal derfor med denne høring bede om at få fremsendt bemærkninger til zonereservationerne, og hvis der er kendskab til eksisterende og kommende aktivitet inden for zonerne, skal vi anmode om at få dette oplyst.
Kommunernes ønsker fremgår af vedlagte bilag, men kan også hentes fra vores hjemmeside, www.kyst.dk, under ”Offentliggørelser” snarest.
Eventuelle bemærkninger bedes indsendt senest 4. juni 2024.
Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i Kystdirektoratets sagsbehandling, og at indkomne høringssvar er omfattet af reglerne om aktindsigt.
Høring af zoner på søterritoriet i Køge Bugt Strandpark
Yderligere information
E-mail: kdi@kyst.dk
Telefonnr.: +45 99 63 63 63