24/05776 - Høring: Ansøgning om etablering af to stenrev ved Sønderborg og Aabenraa Kommune

Kystdirektoratet har modtaget en ansøgning om tilladelse til etableringen af stenrev på to lokaliteter ved Gårdbæk, Aabenraa Kommune og Kragenæs Sønderborg Kommune

Høringen er en fornyet høring af tidligere høring med jr. nr. 24/01726. Denne høring omhandler alene etableringen af stenrev ved Gårdbæk og Kragenæs I ansøgningsmateriale, samt nedenstående kort, indgår etableringen af et stenrev ved Meldved Bæk. Denne placering skal ses bort fra i høringen, da ansøger har trukket denne del af ansøgningen.
Vurderinger og beskrivelse af projektet findes i tidligere ansøgningsmateriale, som er vedhæftet.

Kystdirektoratet behandler ansøgningen efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 2 (LBK nr. 73 af 18. januar 2024).

Vi skal vurdere, om der skal udarbejdes en konsekvensvurdering i henhold til bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet (BEK nr. 654 af 19/05/2020).

Vi skal samtidig afgøre, om projektet kræver en vurdering af virkningen på miljøet i henhold til bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (LBK nr 4 af 03/01/2023).

Bemærk om screening/VVM:
Vi skal bede hørings- og orienteringsparterne oplyse om eventuelt kendskab til eller vurdering af, om der er andre projekter omfattet af miljøvurderingsloven, og om der er screenet eller skal screenes, samt om projektet udløser krav om VVM. Desuden bedes oplyst om kumulative forhold, som ikke er tilvejebragt i ansøgningen.

Vi kan oplyse, at det ansøgte projekt vil finde sted umiddelbart op til Natura 2000-område nr. 197 ”Flensborg Fjord, Bredgrund og farvandet omkring Als”
Vi kan desuden oplyse, at der er kendskab til forekomst af bilag IV arten marsvin i området.

Eventuelle bemærkninger bedes indsendt senest 23. august 2024. 

Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i Kystdirektoratets sagsbehandling, og at indkomne høringssvar er omfattet af reglerne om aktindsigt. For god ordens skyld skal vi desuden oplyse, at jeres høringssvar, vil kunne optræde i Kystdirektoratets afgørelse, som blandt andet offentliggøres på vores hjemmeside. Derudover vil indkomne bemærkninger blive videresendt til ansøger.

Ansøgning - Etablering af stenrev, samt udplantningen af ålegræs, Sønderborg Kommune og Aabenraa Kommune

Ansøgning - Etablering af to stenrev, Sønderborg og Aabenraa Kommune

Yderligere information

E-mail: KDI@kyst.dk
Telefonnr.: 99 63 63 63