Høring: Ansøgning om tilladelse til forsøgsopdræt af tang i Anholt og Paludan Flak vindmølleparker

Kystdirektoratet har modtaget en ansøgning om tilladelse til forsøgsopdræt af forskningsmæssig karakter af sukkertang (Saccharina latissima) og søl (Palmaria palmata) i Anholt Vindmøllepark og i Paludan Flak Vindmøllepark.

Kort over områderne, samt anlæggenes hjørnekoordinater, findes i vedhæftet ansøgning. 

Kystdirektoratet behandler ansøgningen efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 2 (LBK nr. 705 af 29. maj 2020). 

Vi skal vurdere, om der skal udarbejdes en konsekvensvurdering i henhold til bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet (BEK nr. 654 af 19/05/2020). 

Vi skal samtidig afgøre, om projektet kræver en vurdering af virkningen på miljøet i henhold til bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (LBK nr. 4 af 03/01/2023).

Bemærk om VVM/Natura 2000:

Det er Kystdirektoratets vurdering, at projektet ikke er omfattet af miljøvurderingsloven. Vi skal bede hørings- og orienteringsparterne oplyse om eventuelt kendskab til eller vurdering af, om der er andre projekter omfattet af miljøvurderingsloven, og om der er screenet eller skal screenes, samt om projektet udløser krav om VVM. Desuden bedes oplyst om kumulative forhold, som ikke er tilvejebragt i ansøgningen. 

Vi kan oplyse, at det ansøgte projekt vil finde sted udenfor Natura 2000 områder. 

På baggrund af projektets karakter og omfang, samt afstanden til nærmeste Natura marine 2000-områder er det Kystdirektoratets umiddelbare vurdering, at det ansøgte projekt ikke væsentligt vil påvirke Natura 2000-områder.  

Eventuelle bemærkninger bedes indsendt senest 15. marts 2023. Henvis da venligst til j.nr. 23/00969. 

Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i Kystdirektoratets sagsbehandling, og at indkomne høringssvar er omfattet af reglerne om aktindsigt. For god ordens skyld skal vi desuden oplyse, at jeres høringssvar, vil kunne optræde i Kystdirektoratets afgørelse, som blandt andet offentliggøres på vores hjemmeside. Derudover vil indkomne bemærkninger blive videresendt til ansøger.

Ansøgning - Kattegat - Tangdyrkning Vindmølleparker

Yderligere information

Medarbejder: Anne Villadsgaard
E-mail: avi@kyst.dk
Telefonnr.: 91 33 84 25