Høring: Ansøgning om sauna og badeanlæg i Agernæs Havn, Assens

Kystdirektoratet har modtaget en ansøgning om tilladelse til tilføjelse af sauna på eksisterende mole i Agernæs Havn, samt tilhørende søværts placeret badeanlæg.

Kystdirektoratet behandler ansøgningen efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 2 (LBK nr. 705 af 29. maj 2020). 

Vi skal vurdere, om der skal udarbejdes en konsekvensvurdering i henhold til bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet (BEK nr. 654 af 19/05/2020). 

Vi skal samtidig afgøre, om projektet kræver en vurdering af virkningen på miljøet i henhold til bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (BEK nr. 4 af 3/1/2023). 

Vi skal bede hørings- og orienteringsparterne oplyse om eventuelt kendskab til eller vurdering af, om der er andre projekter omfattet af miljøvurderingsloven, og om der er screenet eller skal screenes, samt om projektet udløser krav om VVM. Desuden bedes oplyst om kumulative forhold, som ikke er tilvejebragt i ansøgningen. 

Inden vi træffer afgørelse i sagen, skal vi bede om jeres bemærkninger til det ansøgte, herunder om I vurderer, at projektet kan få væsentlig indvirkning på miljøet. Hvis I vurderer at projektet kan få væsentlig indvirkning på miljøet, vil vi bede jer oplyse hvilke forhold, I især vil anbefale der lægges vægt på i Kystdirektoratets vurdering. 

Vi kan oplyse, at det ansøgte projekt vil finde sted i nærheden af Natura 2000-område nr. 124 ”Maden på Helnæs og havet vest for”. Indledningsvist vurderes projektet ikke at påvirke området.  

Eventuelle bemærkninger bedes indsendt senest 22. marts 2023. Henvis da venligst til journalnummer 23/01519 

Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i Kystdirektoratets sagsbehandling, og at indkomne høringssvar er omfattet af reglerne om aktindsigt. For god ordens skyld skal vi desuden oplyse, at jeres høringssvar, vil kunne optræde i Kystdirektoratets afgørelse, som blandt andet offentliggøres på vores hjemmeside. Derudover vil indkomne bemærkninger blive videresendt til ansøger.

Ansøgning om sauna og badeanlæg i Agernæs Havn, Assens

 

Yderligere information

Medarbejder: Thomas Larsen
E-mail: tla@kyst.dk
Telefonnr.: 91 35 74 42