Høring: Ansøgning om bypass af rent oprensningssediment nedstrøms Odden Færgehavn

Kystdirektoratet har modtaget en ansøgning om tilladelse til bypass af ca. 24.000 m3, hvoraf 10.000 m3 inden for det første år, resten fordeles efter behov de næste 9 år, oprensningssediment fra OD1 og OD2, Odden Færgehavn, Odsherred Kommune

Kystdirektoratet har tidligere behandlet en ansøgning om det samme, men med et andet bypass-område af samme størrelse, blot længere nedstrøms.

Idet et nyt bypass-område vurderes at være en væsentlig projektændring, samt at Kystdirektoratet skal træffe afgørelse jf. miljøvurderingsloven, så betragtes projektændringerne som en ny ansøgning og der skal foretages ny høring. I ansøgningen er det tidligere kortbilag med bypass-område fjernet og der er indsat nye oplysninger fra PDF-side 12-14.

Grunden til at der ansøges om tilladelse til bypass skyldes, at der er sket en tilsanding specielt i havnebassinets østlige og vestlige side. Tilsandingen skyldes at færgerne ved anløb svajer i bassinet og herved flytter materiale fra midten af havnebassinet og ud i siderne. Den seneste opmåling har vist, at der er behov for en større oprensning for at sikre, at færgerne kan anløbe færgelejerne uden risiko for bundberøringer.

Kystdirektoratet behandler ansøgningen efter kystbeskyttelseslovens § 16 b, stk. 1 nr. 1 (LBK nr. 705 af 29/05/2020).

Vi skal vurdere, om der skal udarbejdes en konsekvensvurdering i henhold til bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger, samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet (BEK nr. 654 af 19/05/2020).

Det kan oplyses, at projektet ligger udenfor Natura 2000-område, og afstanden til nærmeste er ”nr. 154 Sejerø Bugt, Saltbæk Vig, Bjergene, Diesebjerg og Bollinge Bakke” beliggende ca. 1.5 km væk, hvor den marine naturtype bugter og vige (1160), samt stenrev (1170) er kortlagt. Det tidligere bypass område var tættere placeret på Natura-2000 området.

Vi skal samtidig afgøre, om projektet kræver en vurdering af virkningen på miljøet i henhold til bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (LBK nr. 973 af 25/06/2020).

Eventuelle bemærkninger bedes indsendt senest 12. april 2021.

Ved henvendelse om sagen venligst oplys sagsnummer 20/05599

Ansøgning - Bypass - Odden Færgehavn

Yderligere information

Medarbejder: Thomas Larsen
E-mail: tla@kyst.dk
Telefonnr.: 91 35 74 42