Høring (14 dages frist): Ansøgning om fiberkabel mellem Nyord og Møn

Publiceret 01-05-2019

Kystdirektoratet har modtaget en ansøgning om tilladelse til nyt fiberkabel, som etableres som styret underboring mellem Møn og Nyord , Ulvshalevej, Vordingborg Kommune - matr.nr. 7000a Ulvshale, Stege Jorder.

Kystdirektoratet behandler ansøgningen efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 2 (LBK nr.57 af 21. januar 2019).

Vi skal vurdere, om der skal udarbejdes en konsekvensvurdering i henhold til bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet (BEK nr. 1062 af 21/08/2018).

Vi skal samtidig afgøre, om projektet kræver en vurdering af virkningen på miljøet i henhold til bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (BEK nr. 1225 af 25/10/2018).

Vi kan oplyse, at det ansøgte projekt vil finde sted i Natura 2000-område nr. 168 ”Havet og kysten mellem Præstø Fjord og Grønsund”.

Eventuelle bemærkninger bedes indsendt senest 15. maj 2019. Kystdirektoratet har valgt en kortere høringsfrist grundet infrastrukturprojektets fremskredne tidplan. Det håber vi på forståelse for i dette særlige tilfælde.

Ved spørgsmål til ansøgningen henvis da venligst til sagsnummer 19/00534.

Ansøgning - Fiberkabel - Nyord-Møn.pdf

Yderligere information:

Thomas Larsen

Sagsbehandler