23-04254 - Høring: Ansøgning om stormflodssikring af Øresundstunnelen på Peberholm (matr. nr. 1. Peberholm Ø, Kastrup), Tårnby Kommune

Kystdirektoratet har modtaget en ansøgning om tilladelse til stormflodssikring af Øresundstunnelen og andre anlæg på Peberholm.

Stormflodssikringen udføres som diger. Ift. stormflodssikringen er målsætningen med projektet at sikre Øresundstunnellen og anlæg mod en 10.000-års hændelse i 2050. Det betyder, at driften af tunnelen i forbindelse med og umiddelbart efter sådan en hændelse skal kunne opretholdes.

Kystdirektoratet behandler sagen, der angår stormflodssikringen, efter kystbeskyttelseslovens § 3, stk. 1, jf. § 3, stk. 5 (LBK nr. 705 af 29/05/2020).

Kystdirektoratet skal vurdere, om der skal udarbejdes en konsekvensvurdering i henhold til bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet (BEK nr. 654 af 19/05/2020). Ansøger har udarbejdet en konsekvensvurdering, som er en del af ansøgningsmaterialet.

Kystdirektoratet skal samtidig afgøre, om projektet kræver en vurdering af virkningen på miljøet i henhold til bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (LBK nr. 4 af 03/01/2023). Det skal bemærkes, at det skema som er udfyldt og vedlagt ansøgningen er udtryk for ansøgers vurdering og oplysninger, til brug for Kystdirektoratets VVM-screening. Kystdirektoratet har endnu ikke VVM-screenet projektet.

Bemærk om screening/VVM:
Vi skal bede hørings- og orienteringsparterne oplyse om eventuelt kendskab til eller vurdering af, om der er andre projekter omfattet af miljøvurderingsloven, og om der er screenet eller skal screenes, samt om projektet udløser krav om VVM. Desuden bedes oplyst om kumulative forhold, som ikke er tilvejebragt i ansøgningen.

Vi kan oplyse, at det ansøgte projekt vil finde sted i Natura 2000-område nr. 142, Saltholm og omliggende hav. Vi kan desuden oplyse, at der er kendskab til forekomst af bilag IV arten grønbroget tudse i området, og ifølge ansøgningen kan Peberholm potentielt være yngle- og rastested for andre dyrearter på habitatdirektivets bilag IV.

Eventuelle bemærkninger bedes indsendt senest 18. januar 2024. Henvis da venligst til j.nr. 23/04254.

Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i Kystdirektoratets sagsbehandling, og at indkomne høringssvar er omfattet af reglerne om aktindsigt. For god ordens skyld skal vi desuden oplyse, at jeres høringssvar, vil kunne optræde i Kystdirektoratets afgørelse, som blandt andet offentliggøres på vores hjemmeside. Derudover vil indkomne bemærkninger blive videresendt til ansøger.

Ansøgning - Peberholm - Stormflodssikring Øresundstunnellen

Yderligere information

E-mail: kdi@kyst.dk
Telefonnr.: +45 99 63 63 63