Istandsættelse ved Hvide Sande færdiggjort

Færdiggørelse af hovedistandsættelse i Hvide Sande – erosionsbeskyttelse af anlæg i relation til afvandingsslusen.

På billedet udfyldes huller i havbunden. Ud over arbejdet med stenkastningerne, er der også blevet opfyldt scour-huller i bunden af afvandingskanalen. Scour-hullerne er fordybninger i havbunden, som opstår i forbindelse med slusedriften, når vandstrømmene gnaver huller i havbunden.

I regeringens klimatilpasningsplan 1 blev der afsat en bevilling på 46,7 mio. kr., blandt andet til en gennemgribende istandsættelse af afvandingskanalerne ved afvandingsslusen i Hvide Sande.
Bevillingen skal desuden dække en hovedistandsættelse af Nordre Mole i Thorsminde Havn.

Hovedistandsættelsen i Hvide Sande blev afsluttet hen over sommeren. Det er stensætningerne langs afvandingskanalerne, som er blevet hovedistandsat. Stensætningerne sikrer at kanalerne er stabile, og at der er frit gennemløb for vandet, når slusen åbnes eller lukkes.

 Og det er ganske meget vand, der løber i kanalerne. Det daglige tilløb af vand anslås til mellem 2 og 12 mio. kubikmeter (på det døgn). Dertil kommer den ekstra vandmængde, som løber igennem, når slusen aktiveres for at regulere saltholdigheden i fjorden.

Istandsættelsen er vigtig for stabil slusedrift

Ingeniør Gitte Grimstrup fra Kystdirektoratet, siger om projektet:

“Stabile kanaler er afgørende for en sikker slusedrift. Nu har vi fået istandsat stensætningerne og opdateret dem, så de er tilpasset til de klimaforandringer, som vi ved vi ser ind i.”

Gitte Grimstrup

Projektleder, Kystdirektoratet

Klimatilpasning – herunder tilpasning til fremtidens stigende havvandsspejl er en vigtig brik i puslespillet, når der planlægges renovering og løbende vedligeholdelse af Kystdirektoratets faste anlæg planlægges.

“Når det overhovedet er muligt, tager vi højde for de klimaforandringer, som vi kan forudse, og indarbejder det i opgaverne. Det er vigtigt, at vores anlæg er robuste også i en fremtid, hvor de uden tvivl kommer under mere pres fra højere vandstande og hyppigere storme.”

Gitte Grimstrup

Projektleder, Kystdirektoratet

Projektering i fuld gang i Thorsminde

Den anden del af bevillingen til hovedistandsættelse af Nordre Mole i Thorsminde er under projektering og forventes at blive sendt i udbud i løbet af vinteren 2025/2026 til udførelse i 2026. Projektet indebærer bl.a. at dele af molen sideforskydes lidt mod nord, så indsejlingen lettes. Molen dimensioneres, så man bedst muligt imødegår fremtidige klimaændringer, med højere vandstande og kraftigere storme.

Fakta om Hvide Sande Afvandingssluse

  • Sluseanlægget er opført i årene 1928 til 1930 og stod færdig til indvielse i 1931. Slusen fungerer som højvandsbeskyttelse, i stormsituationer men også ved at udlede vand fra fjorden og dens opland, så vandstanden i fjorden holdes i det ønskede niveau, og bidrager desuden til at regulere saltholdigheden i fjorden.
  • Dagligt tilløb: 2- 12 mio. m³ vand.
  • Maksimalt tilløb: 27 mio. m³ vand/døgn.
  • Afvandingsslusen afvander Ringkøbing Fjord med opland, et areal på størrelse med Fyn.