Kystdirektoratet inviterer til Kyst Camp

I tilknytning til kystpuljen 2024 inviterer Kystdirektoratet landets kommuner til Kyst Camp den 20. til 21. juni. 

Kommuner, der har planer om et kommunalt fællesprojekt til kystbeskyttelse, får nu chancen for at et par dages arbejdsro med fri adgang til vejledning fra Kystdirektoratet.

Kyst Camp er et særligt tilbud til kommunale medarbejdere. Her kan de på tværs af kommunens fagligheder og afdelinger samles med uforstyrret fælles fokus på et kommunalt kystbeskyttelsesprojektet.

Kyst Camp foregår for tredje gang og finder sted i Skærbækcenteret over to dage torsdag den 20. juni til fredag den 21. juni. 

Ideen bag Kyst Campen er som i tidligere år at give en hjælpende hånd til kommunerne og sætte skub i gennemførelsen af kommunale fællesprojekter. Tilbuddet gælder uanset om kommunen har konkrete planer om at søge tilskud fra årets kystpulje eller ej. Campen er målrettet deltagerne.

”Vi vil gerne hjælpe kommunerne videre med kommunale kystbeskyttelsesprojekter. Kystpuljen på 150 mio. kr. åbner for ansøgninger den 31. maj, og derfor orienterer vi om puljen, om ansøgningsprocessen og kriterier på Kyst Campen. Kommunerne får også mulighed for faglig sparring på deres projekter. Campen er først og fremmest beregnet på, at de deltagende kommuner får den arbejdsro og den vejledning, som gør, at de kan komme videre med netop deres projekt”, siger Kristian Hansted, kontorchef i Kystdirektoratet.

Temaerne på Kyst Campen fastlægges endeligt på baggrund af kommunernes indmeldinger, når de melder sig til, men den generelle vejledning vil blandt andet omfatte:

  • tilskudspuljen, fx kriterier og frister
  • nævnsafgørelser
  • bidragsfordeling
  • den risikobaserede tilgang
  • helhedsorienteret kystbeskyttelse
  • naturbaserede løsninger

Desuden er der naturligvis mulighed for at sparre og netværke med kolleger fra andre kommuner.

Fakta om Kyst Camp 

Kyst Camp 2024 holdes i Skærbæk.
Kystpuljen åbner den 31. maj og ansøgningsfristen til puljen er den 3. oktober 2024. 

Mere om proces og kriterier vil blive offentliggjort ved åbning af puljen.

Tilmeld dig Kyst Camp her.