Tilladelser givet til nationalt ålegræs-projekt

Et projekt med udplantning af ålegræs på 46 placeringer rundt om i Danmark har fået grønt lys fra Kystdirektoratet.

Tænketanken Hav har nu fået grønt lys til at gå i gang med et projekt om udplantning af ålegræs op til 46 steder i Danmark – og op til 2 hektar hvert sted.

I første omgang skal en testperiode på et år afgøre om det fulde sø areal alle steder bliver realiseret eller ej.

Forud for godkendelserne er gået høringer af Miljøstyrelsen, Søfartsstyrelsen, Trafikstyrelsen, Slot – og Kulturstyrelsen, Fiskeristyrelsen, Bolig - og Planstyrelsen, Geodatastyrelsen, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet, Fritidshusejerne og Ejendom Danmark, FLID (forening af lystbådehavne), lokale museer og steder, der er placeret tæt på boligområder, også af borgere.

”Behandlingen af ansøgningerne fra ålegræs-projektet fra Tænketanken Hav, med Syddansk Universitet som videnskabelig partner, er nu afsluttet. Og der er givet grøn lys, ” siger Steen Jensen, der er kontorchef for Kystzoneforvaltning i Kystdirektoratet.

Ansøgningerne blev modtaget den 29. januar 2024.

Første høringsperiode var fra 15. februar til 14. marts. Derpå var 16 placeringer i endnu en høring fra den 8. april til den 16. april.

Ingen klager er indkommet til de 46 endelige placeringer i løbet af klagefristen, der udløb onsdag den 29. maj 2024.

Du kan læse mere om projektet her: https://www.taenketankenhav.dk/aalegraes