To gange årligt går Kystdirektoratet og de lokale digelag de ca. 200 km diger på Lolland, på Falster og i Vadehavet efter i sømmene. Der bliver kigget efter slitage eller misligholdelse, som kan svække digets styrke under en stormflod.
"Vi går digerne igennem for at kontrollere, at de er vedligeholdt, som de skal, så digets styrke er intakt. Efter gennemgangen kan vi nu konstatere, at digerne har det godt og vedligeholdelsen er i orden igen i år," siger teamleder Thorsten Piontkowitz fra Kystdirektoratet.
Det er de lokale digelag, som er ansvarlig for at vedligeholde digerne, og Kystdirektoratets rolle er at vejlede digelagene om dette arbejde. På digesynet drøfter deltagerne de mest almindelige daglige udfordringer med græsslåning, gravende ræve, muldvarpe eller fjernelse af uønsket vegetation som for eksempel hybenroser. I Vadehavet kan der også være behov for at håndtere flodskarn, som er tang og andet materiale, der er skyllet op på digerne under en stormflod.
Nye midler til helbredstjek af gamle diger
Med Finansloven for 2023 kom også nyheden om, at Kystdirektoratet får tilført 42 mio. kroner til et helbredstjek af diger, hvor der er mindre kendskab til digernes konstruktion og styrke.
Der er ca. 1.100 km diger i Danmark, og Kystdirektoratet vurderer, at der er ca. 900 km diger, hvor man ikke kender, eller kun delvist kender, konstruktionen og styrken. Bevillingen skal blandt andet bruges til geotekniske prøver og droneoverflyvning på 240 km udvalgte diger.
- Før i tiden blev digerne typisk lavet af de lokale landmænd af de materialer, man lige havde for hånden. De har holdt fint i fortidens vejr og klima, men kan blive sat på en hård prøve i en fremtid, hvor klimaforandringerne fremkalder voldsommere vejr, siger Thorsten Piontkowitz fra Kystdirektoratet
Eksempler på diger, der nu skal have et helbredstjek, kan være diger rundt om fjordene og ved byer som Randers, Holbæk og Vordingborg. Digerne ejes typisk af digelag, som har ansvaret for deres vedligeholdelse.
Fakta
- Kystdirektoratet har siden 1974 ført tilsyn med Vadehavsdigerne og digerne på Lolland og Falster.
- De lokale digelag, som består af lokale grundejere, er ansvarlige for drift og vedligehold af digerne.
- Digerne i Vadehavet består af en række kortere diger: Oksby, Varde, Darum-Tjæreborg, Ribe, Mandø, Rejsby, Ballum, Juvre, Havneby, Kirkeby, Højer-Emmerlev.
- På Lolland ligger Det Lollandske Dige på sydkysten og på Falster Det Falsterske Dige på østkysten.
- Digerne på Lolland og Falster blev etableret efter en meget voldsom stormflod og oversvømmelse i 1872, hvor cirka 80 mennesker omkom.
Staten har ydet økonomisk støtte til de diger, der føres tilsyn med.
Yderligere information
Naturstyrelsens pressetelefon: 72543004