Klitlandskab / Kystbeskyttende landskab

Klitlandskaber og kystbeskyttende landskaber er en kystbeskyttelsesmetode, som kan anlægges kunstigt med sand og der kan beplantes. Læs mere nedenfor.

Hvad er et klitlandskab?

Klitlandskaber og kystbeskyttende landskaber kan anlægges kunstigt ved hjælp af maskinel profilering af store mængder sand. Efterfølgende beplantes klitterne med egnede planter og vegetationstyper, f.eks. hjælme eller marehalm. Når landskabet har en tilstrækkelig højde og bredde kan det beskytte baglandet mod oversvømmelse. Udover at beskytte mod oversvømmelse har et klitlandskab natur- og rekreativ værdi.

Naturlige, ikke beplantede klitter vil ofte rykke indad mod land sammen med kystlinjen og sandstranden, især hvor der ofte er pålandsvind. Når der etableres kunstige klitter og de eventuelt beplantes, er det derfor vigtigt at tage højde for, at klitterne ikke nødvendigvis kan udvikle sig naturligt. På erosionskyster kan det derfor være nødvendigt at sandfodre foran klitten. Herved sikres, at klitten har tilstrækkelig volumen til at modstå akut erosion og fortsat kan beskytte baglandet mod oversvømmelse.