Flere kommuner skal nu lave planer for håndtering af oversvømmelser

Mere end halvdelen af landets kommuner skal nu lave planer for, hvordan de vil håndtere oversvømmelser. Det er resultatet af en ny kortlægning og vurdering foretaget af Kystdirektoratet.

En større analyse og kortlægning af landets kyster viser, at antallet af kommuner, der skal udarbejde risikostyringsplaner til at håndtere fremtidige oversvømmelser, formentlig vil stige fra 27 til 51.

I de tidligere udpegninger under EU's oversvømmelsesdirektiv er 27 kommuner udpeget som særligt oversvømmelsestruede. Af høringsmaterialet, som Kystdirektoratet netop har udsendt, fremgår det dog, at følgende nye områder også bør udpeges: Rømø, Vestlige Limfjord, Østlige Limfjord, Mariager Fjord, Grenaa, Aarhus, Horsens, Gråsten, Roskilde Fjord, Himmelbjergsøerne og Arresø, idet det fremgår af den opdaterede nationale risikovurdering, at der også i disse områder er særlig risiko for oversvømmelse ved ekstremhændelser.

“Efter stormflodshændelserne sidste vinter, er det ikke overraskende, at flere steder i Danmark er truet af klimaudfordringer og oversvømmelser. Med den nye kortlægning får flere kommuner statens hjælp til deres arbejde med at lave risikostyringsplaner”

Thorsten Piontkowitz

Kontorchef, Kystdirektoratet

Med en ny og mere præcis beregningsmodel har Kystdirektoratet foretaget en national screening og identificeret de områder, hvor risikoen for oversvømmelser betyder, at der er behov for risikostyringsplaner.

Oversvømmelsesdirektivet skal beskytte mennesker og værdier

Kystdirektoratet har på baggrund af data udpeget de særligt oversvømmelsestruede områder. Dette sker på med udgangspunkt i EU’s oversvømmelsesdirektiv, der forpligter alle lande til at kortlægge og handle i oversvømmelsesudsatte områder. Den nationale vurdering af oversvømmelsesrisikoen og udpegning af risikoområder gennemføres hvert sjette år. Udpegningerne skal give kommunerne mulighed for at planlægge i god tid og dermed undgå omfattende skader som følge af oversvømmelser.

Udpegede kommuner skal udarbejde risikostyringsplaner og forebygge skader. Dette arbejde bliver aktivt understøttet af Kystdirektoratets risikokortlægning og sparring.

Bedre datagrundlag og nyt fokus på sociale konsekvenser

Den udpegning, som nu sendes i høring, har anvendt et tilpasset vurderingsgrundlag, der dels er mere præcis i beregning af oversvømmelsens omfang og dels som noget nyt også har fokus på de menneskelige og sociale konsekvenser oversvømmelse.

“Som noget nyt har vi denne gang også inddraget sociale konsekvenser for mennesker, der rammes af en ekstremhændelse. Vi har anvendt en model, der viser, hvordan det påvirker borgerne i et lokalområde, når der er strømafbrydelse eller læger og ambulancer ikke kan nå frem. Her har vi også kigget på forskellige befolkningsgruppers forudsætninger for at håndtere en sådan situation. På den måde får kommunerne et mere detaljeret grundlag for deres videre arbejde med at forberede og ruste lokalsamfundet til en ekstrem situation”

Thorsten Piontkowitz

Kontorchef, Kystdirektoratet

De økonomiske tab forbundet ved oversvømmelser fra hav, søer og vandløb indgår fortsat i udpegningsgrundlaget, ligesom i de tidligere planperioder.

Kystdirektoratet sender i dag forslaget til udpegning af de nye områder i høring hos kommunerne og andre interessenter. Høringsperioden ender den 4. november 2024.

Det fremgik tidligere, at 53 kommuner formentlig vil skulle udarbejde risikostyringsplaner. Det er retteligt 51.

Kort

Se de udpegede områder her:

Fakta:

  • De 11 nye risikoområder i Danmark er Rømø, Vestlige Limfjord, Østlige Limfjord, Mariager Fjord, Grenaa, Aarhus, Horsens, Gråsten, Roskilde Fjord, Himmelbjergsøerne og Arresø.
  • To områder udvides væsentligt; Esbjerg - Fanø og København – Køge Bugt.
  • I 2011 blev følgende 10 risikoområder udpeget: Holstebro, Randers Fjord, Juelsminde, Vejle, Fredericia, Aabenraa, Odense Fjord, Køge Bugt, Korsør og Nakskov. I 2018 blev fire nye tilføjet til listen: Esbjerg, Kolding, Nyborg og Vordingborg.
  • De sociale konsekvenser kvantificeres og indgår for første gang i grundlaget for revurderingen af risikoområder.
  • Der benyttes en national dynamisk model for oversvømmelse, som øger præcisionen i kortlægningen af oversvømmelsens dybde og udbredelse.
  • Områderne er udpeget på grund af oversvømmelsesrisikoen fra vandløb, søer og hav. Oversvømmelse fra skybrud, grundvand, m.v. er ikke omfattet af udpegningen.
  • Udpegede kommunerne skal udarbejde risikostyringsplaner for risikoområder.

 

Se mere om risikostyringsplanen i denne film:

Yderligere oplysninger:

Miljøministeriets pressetelefon på: 20915901

For tekniske og faglige spørgsmål omkring udpegningen:

Kystdirektoratets pressetelefon: 72543004