Kystdirektoratet har i går modtaget Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse i en klagesag. Nævnet finder ikke anledning til at tilsidesætte den anlægstilladelse til kystbeskyttelse efter kystbeskyttelsesloven og miljøvurderingsloven, som blev meddelt tilbage i august 2020. Nævnet har dog truffet afgørelse om, at der ikke har været det nødvendige grundlag for at påbegynde dele af arbejdet med kystbeskyttelse inden klagefristens udløb. Det tager Kystdirektoratet til efterretning.
- I Kystdirektoratet tager vi naturligvis til efterretning, at klagenævnet ikke finder, at det fremgår tilstrækkelig tydeligt af sagen, at der har været grundlag for at foretage de sandfodringer, vi har ment var strengt nødvendige for at opretholde sikkerheden, inden klagefristens udløb. Loven giver mulighed for at man kan iværksætte afværgeforanstaltninger uanset rettidig klage, hvis der er et uopsætteligt behov for det. Ifølge nævnet skulle vi i dette tilfælde have ventet til klagefristen var udløbet og klagen behandlet. Man kan sige, at vi efter nævnets vurdering har været for tidligt ude. Men samtidig er jeg glad for, at det igen i denne stormsæson har været muligt at opretholde den nødvendige sikkerhed for de mange berørte grundejere på de udsatte strækninger, siger kystdirektør Merete Løvschall fra Kystdirektoratet.
Kystdirektoratet har indgået fællesaftaler med kommunerne om kystbeskyttelse på de udsatte strækninger langs Vestkysten. Det er med til at skabe tryghed for de mange borgere, der bor i det lavtliggende bagland.
- Vi står foran en kæmpe opgave med at gennemføre den kystbeskyttelse på strækningen som Folketinget i 2019 besluttede næsten at fordoble bevillingen til. Og jeg glæder mig hver eneste dag over sammen med de lokale kommuner at løse den samfundsvigtige opgave at opretholde sikkerheden mod oversvømmelser fra havet og skabe tryghed for borgerne, siger kystdirektør Merete Løvschall.
Arbejdet med sandfodring bliver genoptaget fra midten af april 2021, hvis vejret tillader det.
Læs om fællesaftalerne: https://kyst.dk/projekter/faellesaftaler/