Vesterhavet er helt i bund

Flere steder langs den jyske vestkyst er der målt rekord lav vandstand.

Ved Thyborøn og i Havneby på Rømø har der aldrig været målt så lav vandstand som i dag. Man skal træde langt ned fra kajen for at gå om bord på sit skib ved kajen i Thyborøn, for vandstanden er 170 cm under normal vandstand. Det er 13 centimeter lavere end det nogensinde er målt, siden Kystdirektoratet startede målingerne.

Ved Havneby er der også bundrekord med hele 303 cm under normal vandstand. Vandstanden i Vadehavet ændrer sig naturlig meget ved ebbe og flod, men der har endnu ikke været så lav en måling som i dag.

- Vi har målinger fra Thyborøn og Havneby fra mere end 25 år, og aldrig har vandstanden været så lav. Ud over de to havne har også flere andre jyske havne i dag oplevet, at vandet er trukket ud af havnen og til havs. Det skyldes flere dags kraftig vind fra øst, som har presset vandet mod vest og væk fra kysten, siger områdechef Niels Kristian Kvistgaard.

Målingerne bruges til flere formål

Blandt andre Kystdirektoratet måler vandstanden i de danske farvande med såkaldte vandstandsmålere.  Målingerne bruges til blandt andet at udarbejde højvandsstatistikker, men også til at skibe kan planlægge deres sejllads ind og ud af havne. Målingerne ligger tilgængelige på www.kyst.dk.

Lavvande kan have betydning for skibstrafikken. Store skibe kan blive nødt til at vente på højere vandstand uden for en havn, inden de kan gå ind. Det er der ikke noget usædvanligt i, men netop i dag, skal skibene være ekstra opmærksomme.

Selvom lavvande kan genere nogle, får det ikke alarmklokkerne til at ringe, som det kan gøre, når vandstanden tværtimod er meget høj. Ekstreme vandstande kombineret med blæst eller storm kan give oversvømmelser.

Vandstanden på hele den jyske vestkyst påvirkes i større eller mindre grad af ebbe og flod, som skifter to gange dagligt. I dag var det lavvande i formiddag, så vandet er på vej mod en højere vandstand igen, før det igen falder i aften.