Mere end to kilometer af Skagens kyst fodres med sand

Kystdirektoratet går nu i gang med at kystbeskytte tre strækninger syd for Grenen i Skagen. Sand, som svarer til 600.000 fyldte trailere, skal aflaste bølgebryderne og stranden mellem dem.

Der bliver i alt pumpet sand ind på tre delstrækninger ved Skagen markeret med rød på kortet.

Havet gnaver af kysten syd for Grenen og syd for Skagen by og for at holde havet i skak, bliver der nu pumpet 115.000 m3 sand ind på tre delstrækninger. Det tilførte sand fungerer som sandbuffer mod bølgerne i havet, der kan fortære det udlagte sand i stedet for stranden.

- Vi har nogle ældre bølgebrydere liggende på strækningerne, som trænger til at blive suppleret med sand. Som mange lokale og besøgende ved Skagen måske har lagt mærke til, bliver stranden udhulet imellem bølgebryderne, som ligger på langs af kysten. Det er primært de udhulninger, der bliver fyldt op med sand, så stranden er stærk, hvis der skulle komme en storm, siger områdechef i Kystdirektoratet Niels Kristian Kvistgaard.

Sandet vil blive pumpet helt op på stranden imellem bølgebryderne. Det sker gennem et rør fra et sandsugerskib, som kan ses fra stranden. Du er velkommen til at se med, men af hensyn til sikkerheden, beder vi dig om at holde god afstand til rør og maskiner.

Kystbeskyttelsen udføres på en strækning, hvor Frederikshavn Kommune og Staten har indgået en aftale om en fælles kystbeskyttelsesindsats.  Se mere om Fællesaftalen mellem Frederikshavn Kommune og Staten.

Sandfodringen forventes at være færdig inden jul.

Fakta:

  • Der vil blive kystbeskyttet på disse tre strækninger:
    • Nord for det Grå Fyr – ca.600 m
    • Syd for det Grå Fyr – ca. 800 m
    • Syd for Klitgården Refugium - ca. 1.000 m
  • Sandsugerskibet henter sandet fra et indvindingsområde til havs på Skagen Rev
  • Der blev senest sandfodret på fællesaftalestrækningen ved Skagen i 2013.