Høring: Ansøgning om tilladelse til etableringen af stenrev i Køge Bugt

Kystdirektoratet har modtaget en ansøgning om tilladelse til etableringen af stenrev i Køge Bugt ud for Solrød Strand, Solrød Kommune.

Projektet er inddelt i to delområder hvor der udlægges ca. 6000 m3 sten, inden for et kortlagt havbundsareal på ca. 10.000 m2 for hver lokalitet.

Stenrevene etableres som et fladt rev, der skal være til gavn for muslinger.
Ansøger er orienteret om at Fiskeristyrelsen er myndighed for udlægningen af muslinger.

Kystdirektoratet behandler ansøgningen efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 2 (LBK nr. 705 af 29. maj 2020).

Vi skal vurdere, om der skal udarbejdes en konsekvensvurdering i henhold til bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet (BEK nr. 654 af 19/05/2020).

Vi skal samtidig afgøre, om projektet kræver en vurdering af virkningen på miljøet i henhold til bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (LBK nr. 1976 af 27/10/2021).

Det skal bemærkes, at det skema som er udfyldt og vedlagt ansøgningen er udtryk for ansøgers vurdering og oplysninger, til brug for Kystdirektoratets VVM-screening. Kystdirektoratet har endnu ikke VVM-screenet projektet.

Vi kan oplyse, at det ansøgte projekt vil finde sted i en afstand af ca. 2,5 km til Natura 2000-område nr. 147 ”Ølsemagle Strand og Staunings Ø”.

Eventuelle bemærkninger bedes indsendt senest 06.02.2023. Henvis da venligst til j.nr. 22/24818.

Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i Kystdirektoratets sagsbehandling, og at indkomne høringssvar er omfattet af reglerne om aktindsigt. For god ordens skyld skal vi desuden oplyse, at jeres høringssvar, vil kunne optræde i Kystdirektoratets afgørelse, som blandt andet offentliggøres på vores hjemmeside. Derudover vil indkomne bemærkninger blive videresendt til ansøger.

Ansøgning - Køge Bugt - Stenrev

 

Yderligere information

Medarbejder: Julie Elisa Søby
E-mail: juels@kyst.dk
Telefonnr.: 61351355