Terrænændringer efter kystbeskyttelsesloven

Det kræver tilladelse fra kystbeskyttelsesloven at foretage en ændring i terrænet på strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende landvegetation. Det gælder også på arealer, der ligger inden for en afstand af 100 meter fra, hvor vegetationen begynder. Konkret kræver det en tilladelse at:

  1. etablere faste anlæg, som også etableres på søterritoriet, eller

  2. grave, bore, pumpe, suge eller foretage nogen form for terrænændring

Strandbredden defineres som vandkanten, stranden, og eventuelle områder på stranden med spredt vegetation.

Hvad er en terrænændring efter kystbeskyttelsesloven?

Der er forskel på, hvilke terrænændringer, der forudsætter en tilladelse efter kystbeskyttelsesloven. Det drejer sig om de terrænændringer, der kan påvirke kystens udvikling. Her tænkes eksempelvis på, når et anlæg eller en ændring i terrænet påvirker den naturlige sedimenttransport, der sker på kysten, og dermed forårsager uønskede negative påvirkninger på strækningen i øvrigt.

Det vil altid være Kystdirektoratet, der skal foretage den konkrete vurdering i forhold til, hvorvidt en foranstaltning kræver en tilladelse.

Ansøg om tilladelse til terrænændring efter kystbeskyttelsesloven

Send din ansøgning med de nævnte informationer der står neden for til Kystdirektoratet på mail kdi@kyst.dk.

Skriv gerne "Ansøgning om tilladelse til terrænændring" i emnefeltet.

Vejledning til ansøgningen

En ansøgning om tilladelse efter kystbeskyttelsesloven til terrænændringer eller andre faste anlæg, der også etableres på søterritoriet, skal som minimum indeholde følgende oplysninger:

  • Beskrivelse af formål med foranstaltningen
  • Plantegning og matrikelkort, der viser beliggenhed
  • Snittegning med koteangivelser, der viser opbygning
  • Beskrivelse af materialer
  • Beskrivelse af arbejdsmetode
  • Evt. samtykkeerklæring fra andre berørte grundejere
  • Evt. fotos af strækning
  • Information om, hvorvidt ansøgningen må offentliggøres på KDI´s hjemmeside

Husk, at en terrænændring samtidig kan være en tilstandsændring, som forudsætter Kystdirektoratets dispensation fra reglerne om strandbeskyttelse eller klitfredning.