Havneanlæg

Hanstholm Havn.

Administration af havne

I 2001 blev Statshavneadministrationerne i henholdsvis Esbjerg (SHAE) og Frederikshavn (SHAF) nedlagt. Kystdirektoratet overtog herefter administrationen af Helsingør Statshavn, Thorsminde Statshavn og afvandingssluse, afvandings- og kammerslusen i Hvide Sande. Statshavneadministrations øvrige ansvar i havne blev overdraget helt eller delvist til de respektive kommuner. Kystdirektoratet beholdt dog generelt forpligtigelser på yderværkerne i Vestkysthavnene.

Helsingør Statshavn inklusive medarbejdere blev pr. den 1. januar 2005 overdraget til Helsingør Kommune, mens dele af Thorsminde Havn blev overdraget til Holstebro Kommune den 1. januar 2012.

Havneopgaver

1. januar 2014 overgik den daglige drift af sluserne i Thorsminde og Hvide Sande fra Kystdirektoratet til Hvide Sande Havn. Oprensningsopgaven i Hvide Sande indsejling og havnen blev, sammen med et oprensningsfartøj overtaget af Hvide Sande Havn på samme tidspunkt.

1. juni 2014 overtog Thorsminde Havn ligeledes oprensningsopgaven i Thorsminde havn og indsejling sammen med et oprensningsfartøj.

Kystdirektoratet har stadig forpligtelser i en række havne, hvor det primært drejer sig om oprensning af bassiner og indsejlinger samt vedligeholdelse af yderværker og moler.

Oprensningsopgaverne, udføres efter udbud af eksterne entreprenører. Opgaverne med moler og yderværker løses i samarbejde med Kystdirektoratets medarbejdere og private rådgivere og entreprenører.

Havneopgaverne er i hovedpunkter:

Rømø Havn

I Rømø Havn udføres der oprensning af havnebassiner
Der oprenses årligt i gennemsnit omkring 78.000 m³ sediment, som by-passes i Vadehavet umiddelbart uden for havnen.

Esbjerg Havn

I Esbjerg Havn oprenses der årligt gennemsnitligt ca. 420.000 m³ sediment (sand og bundmaterialer) i havnebassinerne.

Langt den største del af sedimentet by-passes i Vadehavet tæt på havnen, mens op til 60.000 m³ sediment har så højt et indhold af miljøfremmede stoffer, at materialet skal pumpes i depot på land.

Derudover fortages en oprensning af Grådyb, som er indsejlingen til Esbjerg Havn, på ca. 800.000 m³ sediment årligt.

Hvide Sande Havn

I Hvide Sande vedligeholder Kystdirektoratet yderværker, afvandingssluse- og –kanaler, kammersluse og klapbro.

Hvide Sande Havn varetager statens oprensningsforpligtigelse i indsejlingen i forbindelse med deres egen oprensning af havnebassinerne. Det oprensede sediment fra indsejlingsområdet anvendes til kystfodring syd for havnen, via boosterstation som pumper oprensningssedimentet op til 3 km ned af kysten. Det oprensede sediment fra havnebassinerne klappes i Nordsøen, mens eventuelt lettere forurenet sediment bringes i depot på land.

Hvide Sande Havn forestår den daglige styring og mindre vedligehold af sluserne af både Hvide Sande og Thorsminde.

Thorsminde Havn

På Thorsminde Havn vedligeholder Kystdirektoratet ydermoler, læmole og fyr, afvandings- og gennemsejlingssluse, samt afvandingskanalen i forbindelse med slusen.

Thorsminde Havn har siden 1. juni 2014 varetaget statens oprensningsforpligtigelse til oprensning af indsejlingen, samt bassinerne i Vesthavnen og Fjordhavnen.

Det oprensede sediment fra indsejlingsområdet anvendes primært til strandfodring syd for havnen via faste pumperør, mens sedimentet fra bassinerne normalt klappes i havet.

Yderværkerne og læmolen er etableret som stenkastningerne, dog har læmolen en kerne af betonblokke, så det er muligt at færdes på den.

Afvandingsslusen er etableret i starten af 1900-tallet og bliver løbende vedligeholdt.

Thyborøn Havn

På Thyborøn Havn udføres der vedligeholdelse af en del af Kanalmolen, oprensning af indsejlingen samt opmåling af Thyborøn Kanal.

Statens forpligtigelse til oprensningen i indsejlingssektoren og Thyborøn kanal udføres af Kystdirektoratet indtil udgangen af 2019, hvorefter det er aftalt at Thyborøn Havn varetage forpligtigelsen fremadrettet.

Der er erfaringer med at der kan opbygge sig en sandpude lige vest for havnen, som kan give bølgegener i havnebassinerne. Materiale fra sandpude og oprensninger af indsejlingen, nyttiggøres til kystfodring af Agger og Harboøre Tange.

Hanstholm Havn

På Hanstholm Havn udføres der vedligeholdelse af yder-, tvær- og indermolerne, samt oprensning i indsejlingen og forhavnen til Hanstholm Havn.

De årlige oprensningsmængder er i gennemsnit ca. 100.000 m³ sediment, som by-passes i et område nordøst for havnen.

De fleste konstruktioner i Hanstholm Havn er anlagt i 1960’erne og er i årene jævnligt blevet vedligeholdt i større og mindre omfang.

Hirtshals Havn

På Hirtshals Havn udfører Kystdirektoratet vedligeholdelse af ydermoler og indfatningen til jollehavnen.

Konstruktionerne består primært af stenkastningsmoler, som normalt ikke kræver den store vedligeholdelse.