Det overordnede formål med FRAMES er at videreudvikle vores forståelse af og tilgang til oversvømmelsesbeskyttelse på tværs af Nordsø regionen for at sikre langsigtet og virkningsfuld beskyttelse i udsatte områder samt effektiv genopretning i områder, der har været ramt af oversvømmelse. Dette skal bl.a. munde ud i anbefalinger til forbedrede metoder og tiltag inden for oversvømmelses-beskyttelse og – genopretning samt udvikling af processer til planlægning af virkningsfulde klimatilpasningsstrategier.
Projektet ledes af Provincie Zuid-Holland, og derudover er England, Belgien, Tyskland og Danmark repræsenteret som partnere i projektet.
Det danske bidrag
Kystdirektoratets bidrag til FRAMES består af to projektbidrag. I det første bidrag fokuseres på processerne og erfaringerne fra genoprettelsesperioden efter stormen Bodils ødelæggelser. Det andet bidrag er at anvende og videreudvikle det hollandske Multi-Layered Safety Concept i to case-områder for at udvikle anvendelige strategier for klimatilpasning og klimaplanlægning.
Disse erfaringer skal trækkes gennem undersøgelser i tre pilotområder; Vejle, Solrød/Køge og Jyllinge Riis ved Roskilde. I Vejle og Solrød/Køge skal Multi-Layered Safety Concept undersøges, hvilket opdeler oversvømmelsesbeskyttelse i tre lag: (i) forebyggende foranstaltninger/sikring (klassisk oversvømmelsesbeskyttelse som diger o.l.), (ii) fysisk planlægning og (iii) beredskab. Desuden vil projektet indføre et ekstra 4. lag: (iv) genopretning efter oversvømmelse. Det er dette 4. lag, der arbejdes med i pilotområdet i Roskilde.