Høring: Ansøgning om tilladelse til etableringen af spredte sten ved udløbet fra Hasseris Å

Kystdirektoratet har modtaget en ansøgning om tilladelse til udlægningen af spredte sten ud for udløbet af Hasseris Å i Limfjorden, Aalborg Kommune.

Der udlægges sten i størrelsen af 15 cm til 100 cm i diameter. Stenene udlægges enkeltvis eller som spredte huledannende rev. I midten af projektområdet etableres et område på ca. 15x15 meter, hvor tætheden øges. Der anvendes udelukkende natursten til anlægget. Området hvor der planlægges at udlægges sten er på 102.500 m2.

Stenene udlægges i flere etaper, hvilke fremgår af ansøgningsmaterialet.

Vi gør opmærksom på at denne ansøgning er 1 af 6 ansøgninger om udlægningen af spredte sten i Limfjorden, men projekterne har forskellige ansøgere og derfor behandles enkeltvis. 

Kystdirektoratet behandler ansøgningen efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 2 (LBK nr. 705 af 29. maj 2020). 

Vi skal vurdere, om der skal udarbejdes en konsekvensvurdering i henhold til bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet (BEK nr. 654 af 19/05/2020). 

Vi skal samtidig afgøre, om projektet kræver en vurdering af virkningen på miljøet i henhold til bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (LBK nr. 1976 af 27/10/2021). 

Inden vi træffer afgørelse i sagen, skal vi bede om jeres bemærkninger til det ansøgte, herunder om I vurderer, at projektet kan få væsentlig indvirkning på miljøet. Hvis I vurderer at projektet kan få væsentlig indvirkning på miljøet, vil vi bede jer oplyse hvilke forhold, I især vil anbefale der lægges vægt på i Kystdirektoratets vurdering.  

Bemærk om screening/VVM:

Det er kystdirektoratets vurdering, at projektet ikke er omfattet af miljøvurderingsloven. Vi skal bede hørings- og orienteringsparterne oplyse om eventuelt kendskab til eller vurdering af, om der er andre projekter omfattet af miljøvurderingsloven, og om der er screenet eller skal screenes, samt om projektet udløser krav om VVM. Desuden bedes oplyst om kumulative forhold, som ikke er tilvejebragt i ansøgningen.

Vi kan oplyse, at det ansøgte projekt vil finde sted umiddelbart op til Natura 2000-område nr. 15 ”Nibe Bredning, Halkær Ådal og Sønderup Ådal” i en afstand af ca. 1,7 km til projektområdet.

Eventuelle bemærkninger bedes indsendt senest 08.12.2022. Henvis da venligst til 22/21735

Ansøgning om tilladelse til etablering af spredte sten

 

 

Yderligere information

Medarbejder: Julie Elisa Søby
E-mail: juels@kyst.dk
Telefonnr.: 61351355