Høring: Ansøgning om tilladelse til etableringen af spredte sten ved Hummerbakke

Kystdirektoratet har modtaget en ansøgning om tilladelse til udlægningen af spredte sten ved Hummerbakke, Limfjorden, Aalborg Kommune.

Der udlægges sten i størrelsen fra 15 cm til 100 cm i diameter og udlægges på vanddybder mellem 2 – 4 meter. Der anvendes udelukkende natursten. Stenene udlægges enkeltvis eller som spredte huledannende rev. I projektområdet udlægges der på ca. 20 mindre områder felter på 20x20 meter, hvor tætheden af sten øges. Der etableres desuden rev i form af 10 bånd på 10x25 meter. Projektet er planlagt inden for et område på 248.000 m2.

Stenene udlægges i flere etaper, hvilke fremgår af ansøgningsmaterialet.

Vi gør opmærksom på at denne ansøgning er 1 af 6 ansøgninger om udlægningen af spredte sten i Limfjorden, men projekterne har forskellige ansøgere og derfor behandles enkeltvis. 

Kystdirektoratet behandler ansøgningen efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 2 (LBK nr. 705 af 29. maj 2020). 

Vi skal vurdere, om der skal udarbejdes en konsekvensvurdering i henhold til bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet (BEK nr. 654 af 19/05/2020). 

Vi skal samtidig afgøre, om projektet kræver en vurdering af virkningen på miljøet i henhold til bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (LBK nr. 1976 af 27/10/2021). 

Inden vi træffer afgørelse i sagen, skal vi bede om jeres bemærkninger til det ansøgte, herunder om I vurderer, at projektet kan få væsentlig indvirkning på miljøet. Hvis I vurderer at projektet kan få væsentlig indvirkning på miljøet, vil vi bede jer oplyse hvilke forhold, I især vil anbefale der lægges vægt på i Kystdirektoratets vurdering. 

Bemærk om screening/VVM:

Det er kystdirektoratets vurdering, at projektet ikke er omfattet af miljøvurderingsloven. Vi skal bede hørings- og orienteringsparterne oplyse om eventuelt kendskab til eller vurdering af, om der er andre projekter omfattet af miljøvurderingsloven, og om der er screenet eller skal screenes, samt om projektet udløser krav om VVM. Desuden bedes oplyst om kumulative forhold, som ikke er tilvejebragt i ansøgningen. 

Vi kan oplyse, at det ansøgte projekt vil finde sted i Natura 2000-område nr. 15 ”Nibe Bredning, Halkær Ådal og Sønderup Ådal”. 

Eventuelle bemærkninger bedes indsendt senest 09.12.2022. Henvis da venligst til journal nummer 22/21916

 Ansøgning om tilladelse til etableringen af spredte sten

Yderligere information

Medarbejder: Julie Elisa Søby
E-mail: juels@kyst.dk
Telefonnr.: 61351355