Høring: Ansøgning om flydende hytter i Handbjerg Marina, Holstebro Kommune

Kystdirektoratet har modtaget en ansøgning om tilladelse til udlægning af 6 mindre hytter i Handbjerg Marina. Hytterne måler 1,7x5 meter og placeres på en flydeplatform, og er beregnet til 4 personer, som kan overnatte. Placeringen er bl.a. valgt ud fra manglet egnethed til bådpladser pågældende sted. Projektområdet er beliggende ved adressen Handbjerg Marina 10 ved matr. nr. 48 Handbjerg Hovgård, Handbjerg.

Kystdirektoratet behandler ansøgningen efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 2 (LBK nr. 705 af 29. maj 2020).

Vi skal vurdere, om der skal udarbejdes en konsekvensvurdering i henhold til bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet (BEK nr. 654 af 19/05/2020).

Vi skal samtidig afgøre, om projektet kræver en vurdering af virkningen på miljøet i henhold til bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (BEK nr. 1976 af 27/10/2021).

Vi skal bede hørings- og orienteringsparterne oplyse om eventuelt kendskab til eller vurdering af, om der er andre projekter omfattet af miljøvurderingsloven, og om der er screenet eller skal screenes, samt om projektet udløser krav om VVM. Desuden bedes oplyst om kumulative forhold, som ikke er tilvejebragt i ansøgningen.

Inden vi træffer afgørelse i sagen, skal vi bede om jeres bemærkninger til det ansøgte, herunder om I vurderer, at projektet kan få væsentlig indvirkning på miljøet. Hvis I vurderer at projektet kan få væsentlig indvirkning på miljøet, vil vi bede jer oplyse hvilke forhold, I især vil anbefale der lægges vægt på i Kystdirektoratets vurdering 

Eventuelle bemærkninger bedes indsendt senest 9. september 2022. Ved henvendelse venligst oplys journalnummer 22/20581

Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i Kystdirektoratets sagsbehandling, og at indkomne høringssvar er omfattet af reglerne om aktindsigt. For god ordens skyld skal vi desuden oplyse, at jeres høringssvar, vil kunne optræde i Kystdirektoratets afgørelse, som blandt andet offentliggøres på vores hjemmeside. Derudover vil indkomne bemærkninger blive videresendt til ansøger.

Ansøgning - Handbjerg Marina - Flydende hytter

Yderligere information

Medarbejder: Thomas Larsen
E-mail: tla@kyst.dk
Telefonnr.: 91 35 74 42