Høring: Ansøgning om udlægning af markeringsbøjer til badeområde ved Hvidovre Havn

Kystdirektoratet har modtaget en ansøgning om tilladelse til udlægning af en række gule markeringsbøjer ud for indsejlingen til Hvidovre Havn for at øge sikkerheden for badende, ved at undgå sejlende i badeområdet. Matr. nr. 24ir Hvidovre By, Strandmark.

Kystdirektoratet behandler ansøgningen efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 2 (LBK nr. 705 af 29. maj 2020).

Vi skal vurdere, om der skal udarbejdes en konsekvensvurdering i henhold til bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet (BEK nr. 654 af 19/05/2020).

Vi skal samtidig afgøre, om projektet kræver en vurdering af virkningen på miljøet i henhold til bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (BEK nr. 1976 af 27/10/2021).

Vi kan oplyse, at det ansøgte projekt vil finde sted i Natura 2000-område nr. 143 ”Vestamager og havet syd for”.

Eventuelle bemærkninger bedes indsendt senest 8. december 2021. Henvis da venligst til j.nr. 21/13685.

Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i Kystdirektoratets sagsbehandling, og at indkomne høringssvar er omfattet af reglerne om aktindsigt. For god ordens skyld skal vi desuden oplyse, at jeres høringssvar, vil kunne optræde i Kystdirektoratets afgørelse, som blandt andet offentliggøres på vores hjemmeside. Derudover vil indkomne bemærkninger blive videresendt til ansøger.

Ansøgning - Hvidovre Havn - Markeringsbøjer

Yderligere information

Medarbejder: Thomas Larsen
E-mail: tla@kyst.dk
Telefonnr.: 91 35 74 42