Høring: Ansøgning om renovering af Aarhus Lystbådehavn - matr.nr 2148es Århus Bygrunde
Publiceret 24-03-2021Kystdirektoratet har modtaget en ansøgning om tilladelse til renovering af Aarhus Lystbådehavn, hvor en række eksisterende broer fjernes og erstattes med nye betonflydebroer med agterfortøjningspæle. Renoveringen medfører flere bådpladser. Arbejdet udføres bl.a. som ramning eller vibrering af pæle.
Kystdirektoratet behandler ansøgningen efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 2 (LBK nr. 705 af 29. maj 2020).
Vi skal vurdere, om der skal udarbejdes en konsekvensvurdering i henhold til bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet (BEK nr. 654 af 19/05/2020).
Vi skal samtidig afgøre, om projektet kræver en vurdering af virkningen på miljøet i henhold til bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (BEK nr. 973 af 25/06/2020).
Vi kan oplyse at det ansøgte projekt ikke vil finde sted i eller i umiddelbar nærhed af Natura 2000-områder.
Vi kan desuden oplyse, at der er kendskab til forekomst af bilag IV arten marsvin i området.
Eventuelle bemærkninger bedes indsendt senest 21. april 2021.
Ved henvendelse om sagen venligst oplys sagsnummer 21/00391
Ansøgning - Broanlæg - Aarhus Lystbådehavn