Vi passer på Rømødæmningen og fuglelivet

Publiceret 12-04-2019

Der er netop fundet den entreprenør, som skal stå for vedligeholdelse af skråningerne på Rømødæmningen. En opgave, hvor der nu tages endnu mere hensyn til vedligeholdelsen af dæmningen og fuglelivet.

Rømødæmningen
Rømødæmningen

Hver sommer skal der slås græs og foretages reparation af blandt andet fliser og betonkonstruktionen på Rømødæmningen, så den også fremadrettet er robust og kan sikre forbindelse mellem Jylland og Rømø. Et udbud på opgaven i 2019 er netop afsluttet.

- Vi er rigtig tilfredse med, at en aftale nu er faldet på plads, så vi også i år får vedligeholdt den 70 årige dæmning til Rømø. Bølgerne fra Vadehavet og tidevandet slider til stadighed på skråningerne, så der er natuligt nok brug for vedligeholdelse.  Der bliver hver sommer skiftet nogle sten og ryddet op på det flodskarn, som Vadehavet aflejrer på skråningerne. Flodskarn består af tang og andet materiale fra Vaden, siger områdechef i Kystdirektoratet Niels Kristian Kvistgaard.

Med til vedligeholdelsen hører også græsslåning af skråningerne. Stærke græsrødder, er med til atgøre skråningerne robuste. Græsarealerne er i perioder også populære områder for fugle, som yngler på skråningerne.

- Vi har altid vist hensyn til de ynglende fugle, når græsset er blevet slået, men i år går vi et skridt videre med hensynet. I kontrakten med entreprenøren har vi derfor indført en slåningsfri periode fra 1. maj til 25. juni for at give fuglene og deres unger ro, indtil fugleungerne er fløjet fra reden. Til gengæld får entreprenøren et større medansvar for optimal planlægning af de øvrige opgaver. Jeg er sikker på, at det er en god løsning, siger Niels Kristian Kvistgaard.

Arbejdet med vedligeholdelsen kan begynde allerede nu på den mere end 9 km. lange dæmning. 

Læs mere om Rømødæmningen:https://bit.ly/2KvX6Ul

Fakta:

  • Udbuddet blev vundet af entreprenørfirmaet Kjelkvist A/S med laveste pris
  • Rømødæmningen er 9,2 km lang og 60 meter bred
  • Dæmningen blev bygget fra 1939 til 1948 med afbrydelser på grund af krigen
  • Dæmningen ejes af staten (Kystdirektoratet) og Tønder Kommune
  • Staten er ansvarlig for skråningerne og kommunen for de to øverste meter af dæmningen og kørebanen