Rejsehold præsenterer nye værktøjer til kommunernes klimatilpasning

Publiceret 25-11-2019

Miljø- og Fødevareministeriets rejsehold har tre nye værktøjer med i kufferten, når de ruller ud til fire møder om klimatilpasning for kommunerne netop nu.

Klimatilpasning er en opgave, der trænger sig på i mange kommuner. Rejseholdet for oversvømmelse og erosion præsenterer derfor nu tre nye værktøjer, der bidrager til at skaffe overblik over udfordringerne og letter planlægningen, når kommunerne skal håndtere risiko for erosion og oversvømmelser fra hav, vandløb og skybrud. Værktøjerne bliver præsenteret på fire kommunemøder i henholdsvis Kolding, Aalestrup, Korsør og Holte i de kommende dage.

- Vi præsenterer blandt andet en demoudgave af det nye digitale værktøj Kystplanlægger, der i sin færdige form er et praktisk værktøj som kommunerne kan bruge direkte i deres planlægning af klimatilpasning ved kysterne. Kommunerne får i den kommende tid mulighed for at gå demoudgaven efter i sømmene og give deres input, så vi kan justere redskabet efter behov. På den måde sikrer vi, at kommunerne får mest mulig værdi af det færdige værktøj, siger områdechef Ane Høiberg Nielsen fra Kystdirektoratet.

Kystplanlæggeren er det seneste skud på stammen af en række værktøjer, som er udviklet til kommunerne som hjælp til planlægning og risikohåndtering i kystzonen. Redskabet indeholder blandt andet detaljerede risikokort for hele landet og vejledende forslag til, hvordan kommunerne bedst tager hånd om udfordringerne frem til 2120.

Et andet nyt værktøj er DMI´s klimaatlas, som en repræsentant for DMI vil præsentere på møderne. Klimaatlasset indeholder data om forventede fremtidige ændringer i klimaet på kommuneniveau. Det vil for eksempel være muligt at se prognosen for forøget hyppighed af skybrud og stigende havvandstand.

På baggrund af erfaringerne fra partnerskabet Regn & Byer præsenteres strategier og redskaber til at styrke samarbejdet mellem kommuner og spildevandsselskaber.

Derudover vil Landbrugsstyrelsen orientere om regeringens multifunktionelle jordfordelingsfond, som giver kommunerne mulighed for at søge om at få tilskud til jordfordeling. Arealer kan eksempelvis omfordeles, så mindre egnet landbrugsjord kan lægges ud til vådområder eller vandparkering.

Fakta:

  • Miljø- og Fødevareministeriets rejsehold består af fagpersoner fra Kystdirektoratet og Miljøstyrelsen, som har særlig viden om klimatilpasning og risikostyring i forbindelse med oversvømmelser og kysterosion. Se mere på www.kyst.dk eller på www.klimatilpasning.dk.

Yderligere information:

Ane Høiberg Nielsen

Områdechef
Kystdirektoratet

Mia Holmbo Lind

AC Tekniker
Miljøstyrelsen