Kom til konference om stormflodsbarrierer

Kystdirektoratet inviterer den 23. maj til faglig konference om stormflodsbarrierer. Eksperter fra Holland, Tyskland og England deler ud af deres erfaringer med etablering, drift og vedligehold af stormflodsbarrierer.

For første gang i Danmark afholdes en konference om stormflodsbarrierer med deltagelse af internationale eksperter, som arbejder med etablering, drift og vedligeholdelse af store europæiske stormflodsbarrierer, der beskytter millioner af husstande mod oversvømmelse.

- Det er eksperter med indgående kendskab til de største europæiske stormflodsbarrierer ved Rotterdam og London, der kommer til konferencen for at dele ud af deres erfaringer. Selvom disse barrierer er i en skala, som næppe vil være behov for i de fleste danske kommuner, vil konferencen give rig mulighed for at hente inspiration og ikke mindst indsigt i de udfordringer, stormflodsbarrierer også giver. Det ligger os på sinde at stille et solidt fundament af viden, herunder om plusser og minusser, til rådighed for kommuner og andre, når der skal findes  løsninger, der kan beskytte os mod oversvømmelser, siger kystdirektør Merete Løvschall.

Konferencens hovedtaler er seniorrådgiver fra den hollandske styrelse for miljø og infrastruktur, Rijkswaterstat, Marc Walraven. Han fortæller om erfaringerne fra den gigantiske Maeslant Barriere, der i tilfælde af stormflod lukker indsejlingen til Rotterdam. Andrew Batchelor, som er driftsansvarlig hos engelske Thames Tidal Defences, som omfatter Thames Barrier, der beskytter Londons godt 8 mio. indbyggere mod oversvømmelse, vil ligeledes dele ud af sine erfaringer med vedligeholdelse og drift af en af Europas største stormflodsbarrierer.

Deltagerne vil også få lejlighed til at høre om den af de store stormflodsbarrierer, der ligger tættest på Danmark, nemlig den næsten fem kilometer lange Ejder Dæmning, der regulerer vandtilstrømningen mellem Nordsøen og floden Ejderen.

I Danmark findes der ikke stormflodsbarrierer i europæisk skala, men flere kommuner er begyndt at overveje disse muligheder i takt med, at stigende havvandstande og stormfloder fra havet øger risikoen for oversvømmelser. Konferencen giver deltagerne en sjælden mulighed for at høre indlæg fra Europas førende eksperter på området, inden der tages beslutning om at sætte de første streger på papiret til eventuelle barriereprojekter, og samtidig en lejlighed til at netværke med ligesindede.

Fakta om stormflodsbarrierekonferencen: