Nyt nationalt overblik skal ruste områder mod oversvømmelse

Kystdirektoratet sender i dag et omfattende analyse- og kortmateriale, der viser de områder i Danmark, hvor risikoen for ekstreme oversvømmelser er størst, i høring. Fire nye områder foreslås udpeget.

Kortet viser de områder i Danmark, hvor der er størst risiko for oversvømmelse.

Vildere vejr med mere ekstreme nedbørsmængder og flere storme får vandløb og kyster til at løbe over. I en opdateret national vurdering af oversvømmelsesrisikoen foreslår Kystdirektoratet derfor, at Esbjerg, Kolding, Nyborg og Vordingborg udpeges som nye områder i Danmark, hvor der er en særlig risiko for oversvømmelse ved ekstremhændelser. I forvejen er Holstebro, Randers Fjord, Juelsminde, Vejle, Fredericia, Aabenraa, Odense Fjord, Køge Bugt, Korsør og Nakskov på listen over risikoområder.

- Udpegningerne viser, at disse områder har en særlig høj risiko for oversvømmelser som følge af ekstremhændelser i dag og i fremtiden. For at undgå eller begrænse problemerne er det vigtigt at komme i gang med arbejdet allerede nu. Og der er hjælp at hente. Kystdirektoratet tilbyder faglig vejledning og stiller detaljeret kortmateriale til rådighed. Det kan udgøre et godt grundlag for de enkelte kommuners planlægning, siger områdechef i Kystdirektoratet Ane Høiberg Nielsen.
 
Hvert sjette år skal alle medlemslande i EU udpege de områder, hvor risikoen for oversvømmelser er størst. Udpegningerne skal give kommunerne mulighed for at planlægge i god tid og dermed undgå omfattende ødelæggelser som følge af oversvømmelser, som for eksempel ramte Central- og Østeuropa i årene 1998-2002. Planlægningen består i at udarbejde en såkaldt risikostyringsplan for forebyggelse, sikring og beredskab.

Kriterier for udpegning

Kystdirektoratet har udarbejdet et Danmarkskort med fem farvekoder for risikoen for oversvømmelse fra hav og vandløb. Uanset om et område er udpeget eller ej, vil det være tydeligt, hvor kommunerne skal rette deres opmærksomhed.
 
- Når vi vurderer risikoen, kigger vi både på historiske hændelser samt mulige hændelser i dag og i fremtiden som følge af klimaforandringerne. Derudover indgår en vurdering af de konsekvenser, en eventuel oversvømmelse kan få for menneskers sundhed, miljø, kulturarv og økonomisk aktivitet, siger Ane Høiberg Nielsen.

To områder i udpegning fra 2011 foreslås udvidet væsentlig. Det gælder Køge Bugt, som fremover også vil inkludere hele Amager og København op til Nordhavn. Derudover foreslås Nakskov udvidet til at dække det sydlige Lolland til Rødbyhavn.

Kystdirektoratet sender i dag forslaget til udpegning af de nye områder i høring hos kommunerne. Høringsperioden ender mandag den 22. oktober 2018. 

Gå til Oversvommelse.kyst.dk: Læs om udpegning af de nye risikoområder 

Fakta: 

  • De fire nye risikoområder i Danmark er Esbjerg, Kolding, Nyborg og Vordingborg. To af de eksisterende risikoområder udvides væsentligt, det er Sydlolland og Køge Bugt - København.
  • I 2011 blev der udpeget følgende 10 risikoområder: Holstebro, Randers Fjord, Juelsminde, Vejle, Fredericia, Aabenraa, Odense Fjord, Køge Bugt, Korsør og Nakskov. To er udvidet væsentlig, så der nu i alt er 14 risikoområder i Danmark.
  • Kommunerne skal udarbejde risikostyringsplaner for udpegede risikoområder.
  • Områderne er udpeget som følge af oversvømmelsesrisikoen fra vandløb og hav. Oversvømmelse fra skybrud grundvand m.v. er ikke omfattet af udpegningen.
  • Se mere om risikostyringsplanen i denne film:  https://youtu.be/_TsEzGpLaG8