Nemmere kystbeskyttelse er et skridt tættere på

Folketinget førstebehandler i dag en ny lovændring, som samler tilladelserne hos kommunerne.

Enklere sagsbehandling af tilladelser til kystbeskyttelse er et skridt tættere på at blive virkelighed. Folketinget førstebehandler nemlig i dag et lovforslag, der gør, at det fremover kun er nødvendigt med én tilladelse til kystbeskyttelse.

- Det er på ingen måde hensigtsmæssigt, når vi har set eksempler på, at kommuner skal indhente omkring 10 forskellige tilladelser før, de kan begynde at på etableret kystbeskyttelse. Især ikke når det er kystbeskyttelse, som gavner rigtig mange borgere og gør det billigere for den enkelte grundejer. Det gør vi med den nye lovændring op med. Nu giver vi kommunerne kompetencen til at afgøre kystbeskyttelsessager, så der bliver lettere og hurtigere for den enkelte husejer at sikre sin ejendom, når havet viser tænder, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Med lovændringen samles de fleste nødvendige dispensationer og tilladelser hos kommunerne, som meddeler én samlet tilladelse efter kystbeskyttelsesloven.

- Det glæder mig, at vi med det her skridt gør det endnu nemmere for borgere at beskyttes deres ejendom. Det ligger i helt naturlig forlængelse af den ændring, vi vedtog i januar i år, hvor vi gav den enkelte grundejer mere frihed til selv at vælge, hvordan de vil kystbeskytte. Jeg er ikke i tvivl om, at kommunerne med deres lokalkendskab kan lette processen og sikre gode løsninger til borgerne, siger miljøordfører Pia Adelsteen (DF).

Kystdirektoratet bistår fortsat kommunerne med at vurdere den tekniske kvalitet af kystbeskyttelsen ved de såkaldte fællesprojekter, som er projekter, der typisk rækker over længere kyststrækninger, og hvor der er flere grundejere med.

Det foreslås, at lovændringen kan træde i kraft 1. september 2018.

Fakta:

  • Lovforslaget er ét af de tiltag, regeringen satte i søen efter stormen Urd forrige jul.
  • Med lovforslaget samles beslutningskompetencen ved etablering af kystbeskyttelsesanlæg hos kommunerne. Initiativet er en del af aftalen om kommunernes økonomi for 2018.
  • Miljø- og Fødevareministeriet har sendt en vejledning om bidragsfordeling i høring. Vejledningen skal understøtte kommunerne i spørgsmål om bidragsfordelingen mellem grundejere i kommunale fællesprojekter.