Lovændring sikrer grundejere flere muligheder for kystbeskyttelse

Folketinget har i dag vedtaget en lovændring, som giver bedre rammer for, hvordan og hvornår grundejere kan beskytte deres hjem mod havet. Regeringen vil nu også gøre det nemmere og hurtigere at få tilladelse til kystbeskyttelse.

Grundejere langs de danske kyster får nu større frihed til at vælge, hvordan de vil beskytte deres ejendom mod havet. Det gælder også, hvis de vil bruge sten, så længe det ikke flytter problemet videre til naboen. 

Det er resultatet af en lovændring, Folketinget netop har vedtaget med et flertal bestående af regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Det glæder miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen:
 
- Jeg har oplevet mange frustrerede borgere, der har kunnet se deres hjem blive oversvømmet eller taget af havet, og som har haft svært ved at få tilladelse til kystbeskyttelse. Det har gjort stort indtryk, og udfordringerne bliver kun større fremover. Derfor er det vigtigt, at vi har fået ændret loven, så borgerne fremover har flere muligheder for at sikre deres ejendom mod vind og vejr, siger Esben Lunde Larsen.
 
Lovændringen, som træder i kraft den 1. februar 2018, fjerner også det såkaldte 25-års kriterium. Dermed kan grundejere ikke få nej til kystbeskyttelse alene af den grund, at der ikke er behov inden for de næste 25 år. Derudover vil det fremover være op til den enkelte grundejer at vurdere, om man vil betale for en dyr løsning frem for en billig, ligesom der bliver åbnet op for at afprøve nye metoder til kystbeskyttelse gennem forsøg.
 
Næste skridt bliver at samle opgaven hos kommunerne
Ud over at give flere muligheder for kystbeskyttelse, skal det også være nemmere og hurtigere at søge om tilladelse. Derfor vil regeringen også samle opgaven med at give tilladelser hos kommunerne.  I dag kan det være nødvendigt både at søge om tilladelser hos både kommunen og Kystdirektoratet.

- Borgere skal ikke være fanget i en langsommelig proces, hvor flere myndigheder skal vente på hinanden, og hvor det er uoverskueligt, hvordan man kommer fra tanke til handling. Derfor ønsker regeringen at ansøgerne fremover kun skal bruge én indgang, når de skal have deres sag behandlet. Det betyder hurtigere sagsbehandlingstider og færre afgørelser, der kan klages over, siger Esben Lunde Larsen.
 
Lovforslaget om at samle opgaverne hos kommuneren (én indgang) er sendt i høring og forventes fremsat ultimo februar 2018.
 
Læs mere om de øvrige tiltag.